FREDERIKSSUND KOMMUNE: I 2022 har Vej og Park i Frederikssund Kommune haft fokus på blomsterløg.
Løgene er en vigtig kilde til næring for de insekter, som kommer frem tidligt på året.
Mange blomsterløg er attraktive for sommerfugle og bier, idet de er rige på den nektar, insekterne lever af. Ved at lave blomsterløgsstriber fordelt i hele kommunen, øges biodiversiteten på græsarealer, hvor der ellers ikke er meget føde til insekterne.
Løgene ler agt på følgende fire lokaliteter i kommunen:
Byvej i Frederikssund.
Møllevej i Jægerspris.
Idrætsvej i Slangerup.
Selsøvej i Skibby.
Blomsterløg i haven
Hvis man selv ønsker, at højne biodiversiteten i sin egen have, har vi nedenfor lavet nogle råd:
Sæt forårsblomstrende løg om efteråret – før frosten sætter ind – og efterårsblomstrende løg om foråret.
Gennemtænk placeringen; Er det et sted du befinder dig meget? Risikerer du at træde på løgene? Er der sol eller skygge? Hvad har din løgblanding brug for?
Sæt ikke løg i de vådeste områder af haven.
Sæt løgene 2-15 cm nede i jorden. Dybden for den specifikke type kan normalt læses på indpakningen
Vand til sidst det beplantede område, og nyd spændingen til blomsterne springer ud
Ønsker man inspiration til, hvilke løg man kan lægge i sin have, kan man tage udgangspunkt i Frederikssund Kommunes løgblanding.
Her er valgt en løgkombination, som sikrer en lang blomstringstid fra februar til juli og tillige tilgodeser så mange forskellige insekter som muligt.
Løgblandingen er:
Anemone, blomstringstid april.
Botanisk tulipan, blomstringstid april.
Middelhavs prydløg, blomstringstid juni/juli.
Mix af storblomstrende krokus, tre farver, blomstringstid februar/marts.
Perlehyacint, blomstringstid april/maj.
Prydløg, blomstringstid maj/juni.
Påskelilje, blomstringstid april/maj.
Vild tulipan, blomstringstid maj.