SKIBBY: Det var interessant, men ikke så opmuntrende, da tidligere DR-korrespondent Jon Kaldan fortalte om baggrunden for krigen i Ukraine i Historisk Forening for Skibby og omegn, der havde trukket omkring 75 deltagere til sæsonens sidste foredrag den 29. november.
Jon Kaldan har gennem sit liv studeret russisk og arbejdet som journalist fra Sovjetunionen og siden Rusland og gengav, hvordan han har oplevet udviklingen i landet gennem årenes op- og nedture.
En sort adventskrans, som han selv havde lavet i 1991 af en kaninpels-vinterhue, fundet på gaden i Moskva, satte nogle af de mere barske oplevelser i en tankevækkende ramme.
Og det var i det hele taget et noget tungere foredrag end de fleste i Historisk Forening – hvilket ingen vist havde noget imod.
Foredraget blev nemlig også flittigt krydret med eksempler den slags satiriske vittigheder, det russiske folk altid har været særligt gode til at spidde deres ledere med.
Bestyrelsen i Historisk Forening for Skibby og omegn mødes efter nytår for at planlægge forårssæsonen, der traditionen tro vil begynde i marts næste år.