SØNDERBY: Frederikssund Kommune har meddelt dispensation fra naturbeskyttelsesloven til fældning af få ældre piletræer i Rindmosen.
Ejer har ansøgt om at fælde to til tre ældre piletræer, der hælder skråt ud mod vejen på østsiden af mosen og overvejer at fælde et træ nær boligen på Egernvej 12.
Piletræerne mod øst hører til Rindmosen, men de står yderligt i kantområdet nær vejen Sønderby Bro.
Der er i afgørelsen lagt vægt på, at der er risiko for, at træerne vælter i storm og ødelægger strømledninger og lægger sig ud over vejen Sønderby Bro. I vinteren 2020/2021 væltede et ældre piletræ ud over vejen og hindrede adgang for hjemmehjælpen til en borger.
Administrationen vurderer, at fældningen ikke medfører en afgørende forrykning af tilstanden af Rindmosen, da der er tale om så få træer i forhold til hele mosen.
Det er undersøgt af en rådgiver og konstateret, at disse træer ikke rummer kolonier for flagermus.
Mosen er meget tilgroet i området ved Sønderby Bro, og vegetationen bærer præg af, at der ikke kommer lys ned til vandfladen og moseområdet omkring.
Arealet omkring træerne, der ønskes fældet ved Sønderby Bro, vurderes at være af moderat til ringe naturkvalitet med hensyn til fugtigbundsplanter.