LÆSERBREV
Af Ole Peltola
Fjordlandslisten
Budget 2023 signalerer det retningsskifte, som Fjordlandslisten gik til valg på i 2021, og som Kirsten Weiland sidenhen har arbejdet for i byrådet.
Som tværpolitisk parti var det vigtigt for os at få en bred aftale i hus. Derfor hilser vi med glæde, at 18 ud af 23 byrådsmedlemmer har lagt stemmer til aftalen.
Under forhandlingerne har Fjordlandslisten sat fokus på investeringsplanen for anlæg.
Op til kommunevalget i 2021 blev investeringsplanen pustet op til svimlende 1.200 mio kroner over 12 år (ja, du læste rigtigt). Det harmonerer slet ikke med virkeligheden i dag.
Derfor er det glædeligt, at byrådet besluttede at arbejde konkret med en kortere periode, og at byrådet besluttede at udskyde nogle projekter.
Der bliver ikke bremset op for påbegyndte anlæg eller for anlæg, som har fået tilsagn om støttekroner udefra, men godt at byrådet vil sikre, at kommunens økonomi kan følge med og ikke mindst, at kommunens ansatte kan følge med.
For Fjordlandslisten er det glædeligt, at byrådet udviser ansvarlighed og udsætter nogle anlæg i Vinge, fordi udviklingen dér – i forhold til den vedtagne strategi – går langsommere end håbet.
Til gengæld er det voldsomt nedslående at erfare, at der ellers kun er udarbejdet strategier for de fire centerbyer i kommunen – og ingen strategier for kommunens seks byzonelandsbyer (Store Rørbæk, Jørlunde, Skuldelev, Dalby, Lyngerup og Gerlev), så derfor var der reelt heller ikke den samme grundige budgetsnak i forhold til de områder.
Dét bør kommunen ændre. Der er brug for differentierede udviklingsplaner – også i det led af kommunen.
Vi opfordrer derfor til, at kommunen får sat et arbejde i gang omkring at få indsamlet viden med henblik på at få sat et strategiarbejde i gang omkring mange flere områder.
At få åbnet for en debat i det hele taget om kommunens investeringsplan vedr. anlæg kan også betyde, at man endelig får kategoriseret hvilke anlæg, der er “need to have” eller “nice to have” og derfra får prioriteret investeringsplanen mere hensigtsmæssigt.
Vi vil i øvrigt kæmpe for, at der i forlængelse af hvert eneste anlæg udarbejdes detaljerede handleplaner for vedligeholdelse, som indregnes i kommende budgetter.
Vi vil også kæmpe for, at man til hvert nyt anlæg indarbejder en beslutning om, hvordan tilgængeligheden kan optimeres for gangbesværede og handicappede og via den kollektive transport.
For os er det helt naturlige overvejelser i forbindelse med ethvert kommunalt anlæg.
Læserbrev