En aften om døden i Sønderbys kulturhus

En aften om døden i Sønderbys kulturhus

SØNDERBY: En dag skal du dø, ja – en dag skal du væk. Men alle de andre dage skal du ikk’, synger Anders Blickfeldt.

Sådan holder også de fleste af os til daglig visheden fra døren om, at det hele en dag får en ende. Indtil den dag, vi pludselig får det tæt ind på livet, når en kær ven eller slægtning – eller måske os selv – bliver ramt af noget ondt.

For sådan er det jo – ’livet koster livet’, som det hedder i Jørgen Gustava Brandts smukke salme, og tirsdag aften, den 20. september, kan man se døden i øjnene, når sygeplejerske og master i palliation Berit Johnsen kommer til Sønderby Kulturhus med et foredrag om ”Aktiv dødshjælp versus palliativ lindring på hospice”.

Det sidste stykke

Som palliativ sygeplejerske gennem tyve år har Berit Johnson hjulpet mange mennesker med at dø.

Palliation betyder lindring, og det handler ikke bare om at lindre fysisk smerte, fortæller Berit Johnson, som arbejder på Sankt Lukas Hospice i Hellerup:

– Man kan få ondt på flere planer, hvis man skal dø fra sine kære og måske ikke kommer til at opleve sine børn vokse op. Så handler palliation om at lindre den totale smerte – den fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle. Og i sidste ende også om at hjælpe den døende det sidste stykke så smertefrit som muligt.

Aktiv dødshjælp

Sine erfaringer med det vil Berit Johnsen deler med andre tirsdag aften i Sønderby Kulturhus – men hun kommer også gerne ind på spørgsmålet om aktiv dødshjælp.

Ved siden af sit arbejde som sygeplejerske og underviser, er Berit Johnsen nemlig også en ivrig debattør – og hun tager gerne livtag med den kontroversielle debat. – Jeg går ikke selv ind for aktiv dødshjælp, men jeg vil ikke stille mig i vejen. Blot ser jeg det ikke som en opgave for sundhedsvæsenet.

– Og i mit lange virke har jeg kun mødt ganske få, som var parate til at gå den vej. På hospice oplever vi det modsatte. Når døden banker på, holder vi fast i livet med det sorteste af neglene.

Sønderby

Andre artikler fra denne uge