FREDERIKSUNDS KOMMUNE: I stedet for etablering af en decideret flygtningelandsby har Byrådet besluttet, at der skal etableres egentlige værelser til højst fire personer på henholdsvis den tidligere Ferslev Skole og det tidligere Jægerspris Bibliotek.
Især i forbindelse med indkvarteringen på den tidligere Ferslev Skole, hvor klasselokaler er opdelt med lette plader, er der opstået flere problematikker.
Det drejer sig om utryghed ved dels at skulle dele lokale med andre mænd og kvinder, dels ved ikke at kunne låse sine ting inde osv.
Som en konsekvens heraf er det lige nu begrænset, hvem der kan bo i samme lokale. Det betyder, at det er vanskeligt at udnytte den fulde kapacitet på skolen.
Endelig er der problemer omkring medbragte kæledyr, som skal være i isolation, indtil deres rabiesstatus er kendt.
Center for Ejendomme og IT har set på, hvordan Ferslev skole og det tidligere bibliotek i Jægerspris kan ombygges, så der etableres egentlige værelser.
1,5 millioner kroner i alt
På Ferslev skole vil det koste en million kroner at etablere 17 værelser med plads til fire personer, seks værelser med plads til to personer og to værelser til enlige.
På Jægerspris Bibliotek, Møllevej 25 vil det koste en halv million kroner at etablere ni værelser.
Det er usikkert, om der kan forventes fuld kompensation for merudgifterne, idet den statslige kompensation beregnes for kommunerne under et.