HORNSHERRED: – At Kirke Hyllinge engang var en stationsby ses af, at der stadig er en stationsvej og en stationsbygning i byen, fortæller Asger Thomsen, der selv bor i området.
– Baggrunden for det, var anlæggelsen af Den midtsjællandske Jernbane fra Næstved til Hillerød og især strækningen Hvalsø-Frederikssund.
– Midtbanen fungerede kun fra 1928 – 1936 og blev aldrig videreført til Hillerød.
– Men Kirke Hyllinge blomstrede op med biograf, bryggeri, posthus og adskillige butikker.
– Stationen havde vandskyllende toilet og var en af tidens mest moderne, fortæller han..
Skiftespor
og anløbsbroer
– Også stationen i Skibby var imponerende, og bygningen findes endnu. Bemærk på fotoet karnappen, hvorfra stationspersonalet kunne overvåge banelinjen i begge retninger.
– Ved Biltris var der kun et såkaldt trinbræt, men til gengæld skiftespor af hensyn til fragtbehovet på de nærliggende godser, der indtil da havde benyttet sig af skibstrafik til anløbsbroer i Vellerup vig og Gershøj, hvilket er en historie for sig selv.
– Af jernbanebroen ved Frederikssund resterer der nogle fundamentstumper, mens selve gitterbroen i sin tid blev lagt over Limfjorden mellem Ålborg og Nørre Sundby . – Der var ellers blevet bygget en hel ny station i Frederikssund, som kom til at ligge lidt langt fra bymidten og havnen. Den kan stadig ses på Marbækvej og er blevet omdannet til boliger. På luftfotos over Hornsherred kan man aflæse Midtbanens forløb i forskellige spor i landskabet, forklarer Asger Thomsen.
– Nedlæggelsen skyldtes jo den voksende biltrafik. Under besættelsen fik jernbanerne en renæssance, og havde befolkningen holdt gang i Midtbanen fire år længere, er det ikke utænkeligt, at der i dag som forlængelse af S-banerne havde ligget en elektrificeret bane gennem Hornsherred.
Signalposten
Men der findes i Kirke Hyllinge et jernbaneminde af måske større interesse.
– I en have i byen står der et lille hus, som er en signalpost, der er flyttet fra Roskilde station, fortssætter Asger Thomsen.
– Stationsbygningen i Roskilde var Danmarks første og står i dag uændret.. At signalposten sandsynligvis stammer fra Danmarks første jernbane fra 1847 mellem København og Roskilde, kan ses af tagkonstruktionens meget kraftige bjælkeværk af egetræ, som skyldes, at bygningen har skullet bære nogle store signalmaster.
– Før den elektromagnetiske telegraf blev indført sidst i 1850’erne, benyttede man nemlig en såkaldt ”optisk telegraf”, hvor man i synsafstand fra post til post kunne iagttage ophængte kurve og kugler, som symboliserede forskellige oplysninger om togdriften.
– Senere løste telefoner alle signalproblemer.
– Sådan gemmer der sig mange umiddelbart usynlige historiske spor overalt på denne egn, som man ofte kun finder, hvis man leder længe nok, slutter Asger Thomsen.
Hornsherred