SKULDELEV/ROSKILDE: Vikingeskibsmuseet i Roskilde har gennem flere år arbejdet med planer for et nyt museum.
I 2019 forelå et prospekt udviklet på baggrund af Kulturministerens affredning af Vikingeskibshallen og en statslig bevilling til sikring af de originale vikingeskibe.
Forudsætningen for prospektet var, at de fem originale vikingeskibe – udgravet ved Skuldelev i 1962 – fortsat skulle udstilles i et stort dagslyst rum, på deres nuværende placering og med fjorden som baggrund – men i en ny bygning, der kunne beskytte dem mod vandstandsstigning og stormflod.
Med private donationer på i alt 135 millioner kroner fra Villum Fonden, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, samt en finanslovsbevilling på 150 millioner og 25 millioner kroner fra Roskilde Kommune, er der nu fundet finansiering til at sikre de fem vikingeskibe i Roskilde for eftertiden.
Den nye udstillingsbygning og velkomstbygningen, der forventes færdig i 2027, er led i den ambitiøse helhedsplan for Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Skuldelev-skibene
De fem vikingeskibe hører til blandt Danmarks ypperligste kulturarv.
Skibene blev fundet i Peberrenden ved Skuldelev. I 1962 blev de sunkne skibe udgravet over fire måneder.
Skibene er fra 1000-tallet. I den sene vikingetid blev der etableret et system af spærringer i Roskilde Fjord, der gjorde det muligt at kontrollere søvejen til Roskilde, en af Danmarks største konge- og kirkebyer.
Tre udtjente skibe blev slæbt ud til det smalleste sted ud for landsbyen Skuldelev. Skibene blev fyldt med sten og sænket i Peberrenden, den mest direkte rute til Roskilde. 20 år senere fortærkede man spærringen med endnu to skibe.
Alle fem skibe er brugt som udgangspunkt for rekonstruktioner, som Vikingeskibsmuseet har udført.
Foto: Steen Westh