Nationalparken har søsat en flydende lejrplads

Nationalparken har søsat en flydende lejrplads
Foto: Mikkel Eeg

SKJOLDUNGERNES LAND: En helt ny opfindelse er landet på Roskilde Fjord.

I Møllekrogen i den nordlige del af Nationalpark Skjoldungernes Land ligger der en tømmerflåde, som gemmer på en overraskelse.

Når kajakroere og alle andre, der færdes på fjorden, kommer ud til den flydende platform, kan de trække i et håndtag og derved slå en bivuak op ude på vandet.

Den flydende lejrplads muliggør dermed en overnatning ude på Roskilde Fjord til lyden af fugleskrig og bløde bølgeskvulp.

Sejl ud i en
nationalpark-kano

Når bivuakken ikke er slået op, ligner den flydende lejrplads blot en tømmerflåde. Dermed skæmmer den ikke udsigten fra den hyggelige lille havn i Møllekrogen.

For at nå ud til lejrpladsen må man krydse små 100 meter til vands. Det kan man eksempelvis gøre i en af nationalparkens kanoer, som ligger i Møllekrogen.

Nationalpark-kanoerne er gratis at låne. Man låser dem op med en sms-kode.

I kanoerne finder man både redningsveste i forskellige størrelser og padler.

Det er tredje sommer, at de i alt seks kanoer ligger frit tilgængelige i Gershøj og i Møllekrogen.

Som udgangspunkt ligger der tre kanoer hvert sted, men da det er muligt at sejle mellem de to lokaliteter, kan der ligge flere det ene sted og færre det andet.

For kanoerne gælder først-til-mølle-princippet. Men den flydende lejrplads skal man booke. Det sker via friluftsguiden.dk. Det er også her, man finder koden, som man skal bruge for at åbne bivuaken.

Både kanoer og lejrplads er helt gratis at benytte. Begge har det tilfælles, at de kun kan ligge tilgængelige, hvis der bliver passet godt på dem.

Pas godt
på fugle og grej

Nationalparken arbejder for at udvikle et bæredygtigt friluftsliv. Ikke mindst på Roskilde Fjord, som er et af Danmarks mest populære områder, når det kommer til det våde friluftsliv.

Det betyder blandt andet, at nationalparken etablerer faciliteter på steder, der kan tåle det.

På den måde er nationalparken med til at flytte friluftslivet væk fra områder, der er sårbare for forstyrrelser. For eksempel de øer og holme, hvor fuglene yngler, og de områder, hvor svanerne ligger i store flokke, når de i juli og august fælder svingfjer og dermed, for en stund, mister evnen til at flyve.

Samtidig arbejder nationalparken for, at flere skal få oplevelser ude i naturen, blandt andet ved og på Roskilde Fjord, som udgør en tredjedel af nationalparken.

Det fortæller projektleder Mikkel Eeg fra Nationalpark Skjoldungernes Land.

– Hvis vi kan få flere ud at opleve naturen, høre fuglenes skrig og måske se en hav-
ørn svæve højt på himlen, så tror vi på, at der også er flere, der vil passe på naturen.

– Hvis man har gode oplevelser i naturen, så værner man også om den, det er vores filosofi.

Vi håber, at den flydende lejrplads kan skabe rammen om masser af store oplevelser i naturen.

Den flydende lejrplads går sin første sæson i møde, og Mikkel Eeg håber, at der vil blive passet godt på den, så den kan ligge der mange år fremover.

Den første af sin slags

Den flydende lejrplads er udviklet af Nationalpark Skjoldungernes Land i samarbejde med FGU Skibby, og den er den første af sin slags.

Lejrpladsen er en flyde-ø med hævet dæk i midten. Den er forankret i bagenden, så den i vind altid vil lægge sig med bivuak-åbningen i læ.

Tanken er, at den flydende lejrplads senere skal videreudvikles.

For eksempel er det planen, at der skal etableres hyttefad på platformen, sådan at dem, der fisker, har et sted at opbevare fisken indtil næste morgen, hvor man så kan tage den med hjem.

Lejrpladsen ligge i Møllekrogen indtil den 15. oktober, hvor den tages ind for vinteren. Overnatning på den flydende lejrplads sker på eget ansvar.

Den flydende lejrplads er en del af nationalparkens projekt Fjordland, som er støttet af Friluftsrådet.

Skjoldungernes land

Andre artikler fra denne uge