Alle mennesker og dyr skal behandles med ordentlighed

Alle mennesker og dyr skal behandles med ordentlighed

LÆSERBREV

Af Charlotte Drue Aagaard
Medlem af Byrådet (V)

Vi modtager fortsat flygtninge fra Ukraine i vores kommune. Alle skal indkvarteres og have tålelige forhold.

Men det virker som om, at vi glemmer hvor de kommer fra. De kommer fra krig og mange af dem bærer på uhyggelige traumer som sætter ar på krop og sjæl. Voksne som børn.

En gruppe ukrainske flygtninge med børn er nu bosat på Ferslev Skole – eller mere opmagasineret – side om side. Som børn på en sommerlejr. I fælles sovesale uden særlig afskærmning og med et ubehageligt lys fra neonlysene i loftet. Intet privatliv. Ingen ro. Ingen fred.

Lad os lave et lille regnestykke for dig – 11 ukrainere bor i samme lokale. Lokalet er 10×8 meter og der står 11 senge. Det koster 328 kr. pr. m2 – for hver af dem skal nemlig betale 2.400 kr. for at have en seng at sove i. Det er 26.400 i indtægt til kommunen for at leje 11 senge ud i et lille lokale.

På Nordhøj bor der også flygtninge – de betaler 2.400 for et værelse. Et værelse hvor døren trods alt kan lukkes og dermed give lidt privatliv. Men på Ferslev Skole skal hver flygtning betale den samme pris for en enkeltseng. Det er absolut ikke ordentlighed.

På det sidste byrådsmøde bekræftede Borgmesteren over for mig, at en flygtning betaler 2.400 kr. for en seng og jeg kan kun tolke det som, at borgmesteren mener at det er i orden, at de ukrainske flygtninge bor under disse trange kår i sovesale – til en helt urimelig høj kvadratmeterpris og uden nogen former for privatliv eller mulighed for ro .

Det er en ommer fru borgmester.

Her torsdag kom der 6 ukrainere mere til Ferslev – 5 kvinder og 1 mand. De skulle bo i det samme lokale havde kommunen sagt til dem. En single mand skulle dele værelse med 5 kvinder uden nogen former for skillevægge.

For dem er der ikke flere af. De har heller ikke noget kogegrej – og godt for det, for der er kun 2 komfurer til alle de flygtninge der bor på skolen.

Jeg savner i den grad ordnede forhold – det skal kunne gøres bedre. Det er en ommer fru borgmester.

Lige om lidt kommer der flere flygtninge til Ferslev Skole – 40 flygtninge mere fra Ukraine. Samtidig gør kommunen klar til at bygge bure til deres kæledyr. Et separat rum på Ferslev Skole med fliser og afløb. Her kan dyrene så være spærret inde.

Dyr som giver deres ejere og ikke mindst børnene en tryghed og ro og også omvendt – de dyr skal nu være spærret inde i et separat aflukket rum. Det er en ommer fru borgmester.

Hvor er værdigheden og medmenneskeligheden over for vores medmennesker og deres dyr?

Det er en ommer, fru borgmester.

Andre artikler fra denne uge