Evaluering af buslinje 319

Evaluering af buslinje 319

SKIBBY: Udvalget for Plan og teknik skal inden den 31. oktober afgive en trafikbestilling til Movia med de ændringer, kommunen ønsker at foretage i busdriften.

Forsøget med buslinje 319, mellem Skibby og Vinge St., ophører 10.december 2022. Frederikssund Kommune skal træffe beslutning om linjens fortsatte drift senest ultimo august 2022.

Movia har fremrykket bestillingstidspunktet, fordi kontrakten for buslinjen ophører i december 2022, hvorfor der skal være tid til udarbejdelse af kontrakttillæg og minimum tre måneders varsling af operatøren. For sen varsling af operatøren udløser en kompensation.

Busserne på Hornsherred overgår til ny operatør 11. december, der blandt andet betyder nye busser, der kører på el i stedet for diesel.

Kun otte afgange

Administrationen har sammen med Movia foretaget en ny evaluering af linjen med fokus på at indsamle mere viden om brugsmønstre og behov for fremtidig betjening. Formålet med evalueringen er at danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt linjen skal gøres permanent.

Busbetjeningen består af otte myldretidsafgange i begge retninger på alle hverdage, svarende til tre afgange om morgenen og fem afgange om eftermiddagen.

I forsøgsperioden i 2021 har linje 319 kørt inden om Lyngerup, og betjent tre stoppesteder ved hhv. Onsvej Huse, knudepunktet i Lyngerup og samkørselspladsen ved Fjordlandsvej øst for Lyngerup.

Stoppene havde tilsammen kun været benyttet cirka én gang dagligt. Herefter blev det besluttet at ændre linjeføringen i den følgende forsøgsperiode i 2022. Dermed betjente den ikke Lyngerup og de tre stop mere. Linjen blev til gengæld fem minutter hurtigere og mere direkte.

Der er blevet gennemført en brugerundersøgelse i buslinje 319 i to uger i marts-april 2022. Her kan man blandt andet se, at linje 319 i i gennemsnit har haft 34 passagerer pr. dag, mens der i 2021 var 21 passagerer pr. dag. Niveauet i 2022 vurderes at ligge cirka 30 procent lavere end normalt pga. COVID-19.

Der er få passagerer, der bruger linje 319, hvorfor linjens tilskudsbehov pr. passager ligger over dobbelt så højt som andre buslinjer i Frederikssund Kommune.

Selvom passagertallet øges fremadrettet, vurderer Movia, at tilskuddet vil ligge højere end andre linjer.

Det tilskrives, at linjen kun har otte afgange og dermed primært henvender sig til pendlere.

Andre artikler fra denne uge