JÆGERSPRIS: Da Frederik VII var blevet konge i 1848, forlagde han residensen til sit elskede Frederiksborg. Også et lille nyt ensemble fulgte med den musikglade konge, – et messingensemble: ”Hans Majestæt Kong Frederik VIIs Jagtmusik på Frederiksborg Slot”.
Ensemblet var et lille ”husorkester”, der spillede for Frederik VII og grevinde Danner på Frederiksborg, men som også fulgte med på kongens jagter på Jægerspris Slot og hans mange arkæologiske udgravninger rundt om i Nordsjælland og Horns Herred.
Hoboisterne musicerede så under gravearbejdet med marcher, polkaer, valse og mazurkaer.
Ved koncerten i Krogstrup Kirke vil Ensemblet også spille musik fra genforeningen med Sønderjylland i 1920. Her var det netop de danske regimentsmusikkorps, der kom til at ”bære” begivenhederne med deres festlige, danske musik under indtogene i de sønderjyske garnisoner, da den danske soldat vendte tilbage i maj 1920.
Hoboisterne spiller på originalinstrumenter, dvs. antikke instrumenter fra perioden, og er uniformeret i hoboistuniform anno 1850.
De er alle professionelle musikere med masser af erfaring.
Jægerspris