Indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling

Indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling

Frederikssund Bibliotekerne har lavet et samarbejde med SIND Frederikssund-Egedal, om at få succesforfatter Peter Øvig Knudsen til at tale om forløbet op til og omkring hans dokumentarroman ”Jeg er hvad jeg husker”.

FREDERIKSSUND: I januar 2018 blev Peter Øvig indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling på Rigshospitalet og fik diagnosen ”svær psykotisk depression”.

Efter en serie elektrochok blev han to måneder senere udskrevet. Men rejsen tilbage til hverdagen og familien blev alligevel lang.

Torsdag den 2. juni vil bibliotekets formidler Anne Sofie Laursen, og Heidi, der er recovery-mentor og tidligere patient i psykiatrien, tale med Peter Øvig om hans bog ”Jeg er hvad jeg husker”.

Samtalen vil blandt andet handle om Peter Øvigs vigtige budskab, om at være åben om sin depression, paranoia og indlæggelse. Om behandlingen med elektrochok og hans egne gode erfaringer med denne behandlingsform samt det, at han i bogen også berører oplevelser med behandlingen, som var alt andet end positive.

Der skal tales om recovery og om hvad, der har virket for Peter Øvig i hans proces med at komme sig.

Styrket tilbage

En recovery-mentor er, ifølge Annemarie Behrend fra Region Hovedstadens Psykiatri, en lønnet medarbejder, der selv har gennemlevet psykisk sygdom og derefter bedring.

Recovery-mentoren er derfor et godt eksempel for patienter og kollegaer på, at man kan komme sig over en tid med psykisk sygdom og vende styrket tilbage til hverdagen.

Det giver patienterne håb for, at det også kan ske for dem, og det øger medarbejdernes håb på patienternes vegne.

Recovery-mentoren er desuden en påmindelse til alle om, at patienten er meget mere end sin egen sygdom.

Peter Øvig Knudsen udtaler: “Jeg kan bedre lide, hvem jeg er nu”. Men hvorfor har han det sådan, og hvordan har denne erkendelse hjulpet ham fremad? Og hvilken betydning har det for hans fremtidige forfatterskab?

Arrangementet er gratis med tilmelding på www.bibliotekerne.frederikssund.dk.

Foto: Simon Klein Knudsen.

Andre artikler fra denne uge