De tre ord kunne være med tanke på den lige fej- rede påske. Det var en tid, en afgørende tid skul- le det vise sig, hvor der trådte en frelsende hånd frem. Én som overvandt døden. Stedet var Golgata, hvor han døde, men det var graven, som blev sprængt, ste- nene væltet fra, og et menneske fremstod levende midt iblandt disciplene. Det berettes, at han blev set og ikke bare det, men at han blev talt til, og de spiste med ham; det var Jesus, den opstandne. Ja der er et hop her fra ti- den, hvor dommen faldt, og han blev klynget op på et kors, til det sted, hvor han ikke var og dog var i dagene derefter, og skulle det vise sig, var i århundrede deref- ter. Alle de steder, hvor han bliver taget imod. Det var et menneske, men det ene menneske som var den op- standne, skulle tælle os således, at vi derefter hver især som menneske kunne være det menneske, som vi lige nøjagtigt skulle udfolde os til at blive. Et Menneske! det er vigtigt at se det ene menneske fra det andet. Se men- nesket hvert for sig, som unikt og dyrebart, se det med muligheder og med uendelig kærlighed. Det er næsten umuligt og ikke altid. For der er noget, som indimellem driver os på andre veje.
EN TID – ET STED – ET MENNESKE
I lyset af påsken får disse tre ord, tid – sted – menneske, en anden farve, end de har lige med det samme, når man ser dem skrevet i granit på en mur ude på Kastellet i København. Og så i denne dejlige tid hvor alt er i vækst, alt springer ud, et flor af kirsebærblomst, kirsebærtræer der danner et rum, hvor man denne søndag, påskesøndag, slår sig ned i græsset, fordi solen og temperaturen gør det muligt, og fordi det er smukt og næsten sakralt derinde under dette pragtfulde dække, senere skal japaner fejre deres nytårsfest der, og blomster skyder op alle vegne, bellis, mælkebøtte, ja hvad hedder alle de små blomster, der gemmer sig i det grønne græs, og de små spirer, som ikke endnu har bebudet deres betydning, men de kom- mer, forventning om mere, ja det er en svaghed. Vi går ofte frem, og længere end vi skal i stedet for at være i tiden nu, i det skønne, men med den blanke granitmur og hele det smukke område er vi i 2011, hvor Dronning Magrethe indviede muren og anlægget og det hele, som er et sted til minde for de faldne danske ude omkring i verden. Ilden brænder under et monument, som spreder sig ud på et større område, hvor der også er plantet æb- letræer og sat bænke af den samme sten, som er hentet fra Bornholm. Der går ikke mange øjeblikke før man er indfanget og betaget, for ikke at sige betænksomt sam- ler op på alle de konflikter og krige, der har været ude i verden lige siden – som den første faldne nævnes en di- plomat, han døde i 1948 i Israel, det år hvor landet blev et land, og videre op til de mange andre krige og betændte steder, mange døde i Cypern, flere end jeg vidste af, og mange mindre næsten glemte steder, men i hukommel- sen er Irak og ikke mindst Afghanistan, alle er de nævnt på muren i bornholmsk granit, indskrevet i rækkefølge, næsten i en uendelighed. Hvor er det overvældende at tænke sig alle de navne, som har måttet lade livet i hele verden på grund af ufred. Og antallet stiger kraftigt nu for tiden i Ukraine, hvor er det ubærligt at tænke faldne i navne og hver for sig!
Men påsken opløftede det for os, at alle mennesker har en stemme, har en tid, har et sted, og alle er lige værd og lige i betydning.
Påskeblomst hvad vil du her? synger vi i påsken af Grundtvig. Betydningen ligger i genkomsten, ja, denne eliksir, denne gule farver dækker dig, finder dig, sætter dig ind i en sammenhæng, men verden viser os, eller ret- tere vi viser os ikke at være perfekte, vi kan ikke holde freden, men vi vil den, og vi vil den mere nu en før, fordi krigen også er os, og det har vi indset, ligesom vi indså Corona epidemien, som et opkald der gjorde os sårbare igen. Hvor vi fandt vores skrøbelig frem, hvor livet blev mindre sikker, end vi troede.
Men påskeblomsten spirer, ikke under sommerens herlige luft, og har ikke rosens duft og ej heller liljens sølverblade, nej den kommer under regn og kulde, og til sidst i verset digter N. F. S. Grundtvig: ved dit syn kun den sig fryder, som har kær, hvad du betyder.
Og sådan skal vi opdage det livsbekræftende, komme ind på hinanden, finde betydning i den opdagelsesrejse vi har med hinanden her og der. Godt forår.
Frits Gammelgaard Terpet har været sognepræst og sygehuspræst siden år 2000 i henholdsvis Gerlev – Draaby (Jægerspris) og Frederikssund Hospital.
