JÆGERSPRIS: Det kræver tusindvis af små stykker papir at lave et af Yuko Takada Kellers forunderlige tredimensionelle papirkunstværker, der virker nærmest overnaturligt lette. De florlette papirskulpturer i organiske former virker som smukke øer af ro, der skaber en zen-agtig tilstand hos beskueren.
– Jeg bruger kalkerpapir, som lukker lyset ind på en meget smuk måde og som på mange måder ligner en hudmembran. På den måde får mine værker noget næsten drømmende og alligevel meget naturligt over sig, så man kan forbinde sig med dem og måske også føle at man bliver båret med til et roligere sted. Med mine værker ønsker jeg også at gøre opmærksom på de usynlige processer omkring os, alt det, der ikke nødvendigvis kan ses, men som er der og er vigtigt, f.eks. et molekyle. Fra min opvækst i Japan har jeg fået respekten for naturen og for de små ting med mig. Det vil jeg gerne give videre, fortæller YukoTakada.
Udstillingen kan ses fra den 14. april til den 31. maj. Der er fernisering for alle interesserede lørdag den 23. april og ekstraordinært åbent i påskedagene den 14. til 18. april, hvor Rejsestalden er en del af Jægerspris Blomsterfestival.