FREDERIKSSUND: På det seneste møde i udvalget for Plan og Teknik, blev politikerne enige om, at der skal udarbejdes en sag om forholdene på Frederikssund Station.
Det var byrådsmedlem Michael Tøgersen (V), der havde stillet anmodningen:
– ”Jeg har været i dialog med DSB Ejendomme vedrørende musik på stationen, idet jeg har læst, at en vis form for musik (samt rygløse bænke) irriterer de unge ballademagere så meget, at de ikke gider opholde sig på stationen særlig lang tid ad gangen.
– DSB Ejendomme bekræfter, at det virker, og de siger, at vi skal kontakte dem, hvis vi ønsker at etablere noget af den slags. De siger endvidere, at det er forholdsvist billigt, og DSB selv har sat 100 millioner kroner af til tryghedsskabende foranstaltninger.
– Jeg vil gerne rejse en sag, hvor vi drøfter forholdet med henblik på en henvendelse til DSB om etablering af tryghedsskabende foranstaltninger på Frederikssund Station, hvor mange rejsende er utrygge, når de kommer til Frederikssund.”