Julen 2021
” Når jeg bliver nedtrykt over vores verden, tænker jeg på ankomsthallen i Heathrow. Man mener efterhånden, at verden er styret af had og grådighed, men for mig at se er verden fuld af kærlighed. Tit er den ikke noget sensationelt, men den er der altid. Fædre og sønner, mødre og døtre, ægtepar, gamle kærester, gamle venner. Da flyene fløj ind i Tvillingetårnene, handlede ingen af opringningerne fra passagererne om had og hævn, de handlede om kærlighed. Hvis man ser sig om, tror jeg faktisk, man opdager, at kærligheden…..er overalt.”
Det er indledningsordene til filmen Love actually, og hvert år i december ser vi Love actually hjemme hos os – det er en fast tradition, og i år var ingen undtagelse.
Men når man har to teenagebørn – en dreng og en pige i huset, kan det være svært at finde en fælles film, så for at dele sol og vind lige, så vi så Die hard bagefter – endnu en juletradition, og i en lidt anden genre. Men det er godt med de her traditioner, også når julen på andre områder bliver anderledes, end den plejer.
Sidste år blev kirkerne lukket lillejuleaften, så jeg tænker, at vi var mange præster og andre ansatte i folkekirken, der glædede sig over, at vi måtte holde åbent i år.
Men ikke uden forhindringer. Corona er på sit højeste i smittetal, og det er svært at se frem til noget uden hele tiden at tænke, at det kan være, at jeg bliver smittet og må aflyse. Sådan var det også i forhold til julegudstjenesterne.
Hos os fik organisten corona lige før juleaften, så vi måtte ud og lede efter en afløser, og heldigvis var der en naboorganist, der sagde ja, så vi kun havde en enkelt gudstjeneste juleaften med lydfiler, som vores organist havde indspillet i sin coronaisolation i stedet for orgel.
Juleprædiken blev også først skrevet i sidste øjeblik. Men så kom dagen, og det er altid festligt at fejre gudstjeneste juleaften, for der er fyldt med folk, og stemningen er noget helt særligt. Vi måtte være 80 til hver gudstjeneste, så alt var godt. Men det blev vi ikke – langt fra – vi afholdt 5 gudstjenester, og der kom ca. 87 i alt.
Det var en mærkelig fornemmelse at stå der med så få, men fuldt forståeligt. Der har været kritiske røster, som har været imod, at kirken blev underlagt restriktioner. Især brugen af coronapas, når der er over 100 mennesker samlet, er blevet kritiseret, fordi nogle mener, at kirken ikke må have adgangskrav, men skal være et fredhelligt sted, som er åben for alle. Jeg er ikke enig – tværtimod synes jeg, det er en god ting, at vi nu kan samles så mange, og at coronapasset gør, at vi ikke skal til at vælge familie, børn og venner fra, når vi skal til dåb eller vielse eller begravelse.
Jeg synes, det er vigtigt, at kirken er en del af samfundet, og at den som altid er med til at passe på de svage og de sårbare. Mange familier har været oppe og diskutere for og imod vacciner her i julen – det har delt familier i to lejre, og det er svært at mødes på midten i det her spørgsmål.
Måske bliver ordene, som jeg indledte med fra Love actually, ikke bare en del af en fast juletradition, men ord, som kan bruges og tages frem, når diskussionerne og splittelsen truer med at dominere ens verdenssyn. For uenighed på trods – kærligheden….er overalt.
Mette Griffenfeldt Merrald er 46 år og har siden 2009 været sognepræst i Kirke Hyllinge og Lyndby.
