Fjordlandslistens flotte valgresultat

Fjordlandslistens flotte valgresultat

Af Kirsten Weiland og Ole Peltola
Fjordlandslisten

 Lokale medier slog kort efter kommunevalget fast, at Fjordlandslisten var den store vinder, for med 1.951 stemmer blev Fjordlandslisten det 4. største parti i kommunen.

Vi er selvfølgelig meget glade for den store opbakning fra vælgerne og tusind tak for det! Desværre manglede der 34 stemmer til at udløse et mandat mere, som vi gerne havde set blive omsat til det politiske arbejde i byrådet.

Allerede fra tidligt på valgnatten arbejdede vi benhårdt på, at Fjordlandslisten skulle have indflydelse i den kommende byrådsperiode.

Ret hurtigt fandt vi ind i en god dialog med fire  andre partier: Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. 

Overraskende inviterede Venstre ikke til dialog.

I løbet af valgnatten stod det klart for os, at det ville være muligt at få en aftale forhandlet hjem, hvor der dels kunne være tydelige aftryk af vores politik og dels kunne være nogle gode platforme at udføre vores arbejde fra.

Derfor underskrev Kirsten Weiland på Fjordlandslistens vegne en aftale i de tidlige morgentimer omkring konstitueringen med Tina Tving Stauning som ny borgmester.

Aftalen signalerer på mange måder en anderledes politisk kultur og den fornyelse, som vi har kæmpet hårdt for op til valget.

De politiske udvalg vil blive skruet mere strømlinet sammen og alle udvalg vil få en ny formand. 

Formand og næstformand i hvert af udvalgene skal fremover arbejde tættere sammen omkring udvalgsarbejdet.

Der kan i den kommende byrådsperiode etableres mellem fire ti seks ad hoc udvalg á en til to års varighed. Disse udvalg skal sætte turbo på udviklingen inden for et afgrænset område og/eller et mere tværgående problem. 

I Fjordlandslisten er vi yderst tilfredse med, at vi via samarbejdsaftalen og konstitueringen har fået lagt kimen til mange af de politiske forandringer, som vi gik til valg på, og vi glæder os derfor til at komme i gang med arbejdet.

Vi håber, at borgerne i kommunen igen får lyst til at deltage aktivt i arbejdet med at udforme planerne for både egne lokalområder og hele vores fælles kommune – for vi har virkelig brug for, at borgerne træder ind på scenen og udfordrer byrådet i forhold til kommunens kommende “udtryk”.

Andre artikler fra denne uge

Jul på Selsø Slot


SELSØ: 7. og 8. december omdannes Selsø Slot til et hyggeligt juleslot med varm gløgg og lune æbleskiver. Lokale kunsthåndværkere

Læs mere »