Af Jesper Henriksen
Byrådskandidat (A)
Fyrreknolden 10, Jægerspris
I disse uger er Jægerspris ”pyntet” gevaldigt op. Men snart er de farverige valgplakater taget ned igen, og Hovedgaden fremstår igen farveløs – uden fine og hyggelige særpræg.
Byens handlende har i de sidste år forsøgt at live byen op med blomster i krukker og lygtestandere. Et godt initiativ, som vi er glade for, men de handlende kan og skal ikke bære opgaven alene.
Det er mit ønske, at vi igen kan kalde Jægerspris ”Perlen mellem fjordene”. Med området omkring den gamle Slotskro, Rejsestalden og is-husene som et naturligt samlingspunkt før og efter ture i skoven og parken, hvor der kan afsluttes med en is eller et besøg på cafe.
Vi kunne starte med at renovere Hovedgaden mellem rundkørslerne ved Møllevej og Parkvej. Her er stærke ikoniske varemærker at bygge videre på – de historiske bygninger, egetræerne og pladsen ved Rejsestalden.
Kommunen skal i samarbejde med interesserede borgere og handlende tage initiativ til en plan for renovering, så området fremstår som en grøn og hyggelig oase midt i byen til glæde for byens egne borgere og de mange besøgende.
Hovedgaderne i Skibby og Slangerup har fået et løft de sidste år, nu er turen kommet til Jægerspris.