Hjælp mig!

Hjælp mig!

Af Inge Messerschmidt
Gruppeformand
Dansk Folkeparti
Kandidat til KV21

 Så kom der endnu en borgerhenvendelse. En blandt snart mange. En ældre borger føler sig igen sat uden for systemet.

Kontakten til kommunen føles for mange – specielt ældre mennesker – meget begrænset.

Bare det at komme igennem til Call Centret, hvor man oftest hænger i en meget lang kø, er en udfordring. Og nogle gange bliver man pludselig smidt af køen, da forbindelsen helt forsvinder.

Det er langsommeligt og besværligt at komme igennem og få kontakt. Mange føler sig hægtet af og sat udenfor.

Udover den telefoniske indgang, findes der en selvbetjeningsløsning på kommunens hjemmeside. Men den afskærer også nogle borgere. Mange ældre har ikke en computer hjemme og har aldrig haft en. Og andre ældre, der før i tiden har brugt computer, kan nu pludselig ikke mere finde ud af at bruge den.

Borgerhenvendelserne beskriver også, at når de kommer på rådhuset, henvises de ofte til de ganske udmærkede selvbetjeningsløsninger – dvs computere – der er i Borgercenter. 

Men det hjælper ikke ret meget, hvis de ældre ikke kan finde ud af at bruge dem.

Det er fint, at vi som kommune prøver nogle ting af. I dette tilfælde kontakten ind i kommunen uanset om det er den telefoniske vej eller den digitale vej. Men det må ikke stoppe der.

Efter de mange frustrerede henvendelser jeg har fået, vil jeg sætte fokus på, at vi som byråd må evaluere ordningerne. 

Er det en god service for borgerne? Virker ordningerne efter hensigten! 

For det må være adgangen ind i kommunen, der skal være i fokus, og ikke hvor smart det kan være. Det svageste led skal sætte barren.

Andre artikler fra denne uge