Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.
På tværs af markerne i uge 42
Skolernes efterårsferie i uge 42, altså midt i oktober kaldtes førhen ”kartoffel-ferien”, fordi børnene denne uge skulle arbejde med i kartoffelhøsten. I hvert fald her ude på landet, da storbyernes skoleelever vel næppe har pillet mange kartofler op.
For min bror og mig var det i 1970’erne det fast tradition, at komme på ”ferie på Olden” hos vores morforældre en del af efterårsferien. Vi spillede kort og lavede dyr til vindueskarmen af pudsede kastanjer, og så skulle vi i hvert fald én gang hver ferie have budding til dessert.
Men den vigtigste efterårsferie-aktivitet var en vandretur, vi hvert år gik med vores mormor en dag med godt vejr. Vi havde madpakker og drikkevarer med, og det spændende var, at vi dengang som lokale naboer til gårdene omkring Bonderup rimeligt lovligt kunne gå tværs over markerne, fordi efterårsferien falder, efter der er høstet, men endnu ikke pløjet og sået noget nyt. Eller sådan var det i hvert fald dengang. Med klimaforandringer og ændret dyrkning er det måske anderledes i dag.
De første år var turen relativt kort. Vi begyndte i Bonderup på viadukten over banegraven, hvor der dengang var mink i små bure, noget vi ikke længere ser her i landet. Oplevelsen fæstnede sig så godt, at jeg er lettet over, at dette erhverv hører fortiden til. Og i banegraven var det vist slut med pelsdyr-farmen allerede de sidste år, vi gik efterårsferie-turen.
Vel gennem banegravens vildnis nåede vi frem til den daværende forbrændingsanstalt, hvor Skibby Genbrugsstation ligger i dag. Her blev kommunens affald brændt med den enklest tænkelige teknologi: Affald kom ind i ovnen gennem en port – et kig ind i Helvedets flammer – og ”forsvandt” så som sort røg op gennem skorstenen. ”Forsvandt” er i anførselstegn, fordi en hel del kom ned igen som støv og papiraske, der betød, at naboerne ikke hængte vasketøj ud ved visse vindretninger.
Som årene gik, blev vores efterårstur længere og længere. Vi var nogle år oppe på gravhøjen Storhøj og så ind over Skibby fra en vinkel, man ikke normalt så byen – 100 % velkendt og dog helt anderledes.
Et ekstraordinært tørt efterår var vi nede på bunden af en udtørret mose. Den var firkantet med lige og skarpe kanter det meste af vejen rundt, og sådan lærte jeg, at landskabets små moser er menneskeskabte i forbindelse med, at landbrugsjorden bliver drænet.
Og så var der troldestenen ved Krogstrup Kirke. Det første år, vi gik henimod den, spurgte min bror: ”Må man vælte den?” Det fik han lov til, og så løb han i forvejen op ad den stejle bakke – for at opdage, at stenen jo set fra en 7-10-årigs synsvinkel er mandshøj og ikke sådan lige vælter.
Denne sten er noget af det kasteskyts, landets troldfolk ifølge sagnene forgæves slyngede efter middelalderens kirkebyggere for at forhindre opførslen af de kirker, der ville forstyrre troldene med evindelig klokkeringen.
I dag er der etableret et flot stisystem i området mellem banelinjen og Normannsmosen, der på mange måder genskaber oplevelsen fra disse efterårsferie-vandreture med den store fordel, at man uden problemer kan gå der hele året og nyde natur og udsigt fra en af de mange bænke.
