FREDERIKSSUND: I lighed med sidste valg indbyder Kulturrådet til debat om kulturen og dens vilkår i kommunen – som optakt til kommunalvalget. Mødet holdes torsdag den 4. november i Parkteatret i Frederikssund.
Ifølge rådets formand, Kenneth Jensen, handler det om, at selv om kulturområdet har fået lidt bedre kår i kommunen de seneste par år – blandt andet med etablering af et egnsteater – så er Frederikssund Kommune stadig en af de kommuner i landet, der målt pr. indbygger bruger færrest penge på kulturen.
Kulturrådet har inviteret alle opstillede partier og lister. Tanken er at opdele i en række temaer, som partierne har haft et par dage til at forberede sig på.
Ud over temaerne håber man også at få nogle af de lokale kulturaktører til at komme med et kort indlæg om, hvilke udfordringer de står med, og så bliver der tillige rig mulighed for at stille spørgsmål fra salen.
Mødet, vil også kunne følges på Facebook via livestream.