Af Inge Messerschmidt DF,
Gruppeformand
Medlem af Byrådet
Som en pressemeddelelse fortæller, er Dansk Folkeparti gået i teknisk valgforbund med Venstre og Nye Borgerlige. Og det skal understreges med fede typer.
Dette tekniske valgforbund er udelukkedende for at sikre, at stemmerne bliver på blå side. Det er på ingen måde et politisk valgforbund.
Dansk Folkeparti ønsker på ingen måde at blive sidestillet politisk med Nye Borgerlige, da deres politiske hovedlinjer ligger så fjernt fra vores.
Det er det, der har haft hovedfokus i vores forhandlinger med både Venstre og Nye Borgerlige hele vejen, at dette valgforbund er for at sikre, at overskydende stemmer ikke går til de røde partier.
At vi vil drøfte valgresultatet internt i valgforbundet, inden vi går i gang med de store forhandlinger d. 16/november, er endnu en aftale om at sikre de blå stemmer bedst muligt.
Fordelingen af stemmer i dette valgforbund er ikke anderledes, end at stemmer på konservative kan gå til De Radikale.
Dansk Folkeparti arbejder for, at blå blok får flest mulige stemmer, der bliver på blå side.
Hvem, der så i sidste ende skal sidde på borgmesterkontoret fra 1. januar 2022, afgøres på valgnatten, når den store konstituering finder sted.