Af Inge Messerschmidt
lokalformand for
Dansk Folkeparti
Frederikssund
16. november nærmer sig. Dansk Folkeparti i Frederikssund har indleveret en kandidatliste med hele 10 kandidater til det kommende kommunalvalg.
I den forbindelse har lokalbestyrelsen besluttet, ligesom ved sidste kommunalvalg, at indstille til kandidaterne at underskrive en fælles erklæring.
Her lover hver kandidat, at skulle de beslutte at forlade Dansk Folkeparti i den kommende byrådsperiode, vil de overlade deres byrådsplads pr. 1. januar 2022 til suppleanten.
Alle 10 kandidater er blevet enige om at underskrive den fælles erklæring.
Det er de færreste kandidater, der får nok personlige stemmer til at få sit eget personlige mandat. Det står selvfølgelig en frit for, hvis man vil forlade sit parti, men man skal ikke tage sit mandat og dermed partiets stemmer med sig til et andet parti eller som løsgænger.
Det er det, vi vil sende et klart signal om ved vores underskrifter på erklæringen.
Jeg er klar over, at erklæringen ikke gælder juridisk. Men når vi alle på denne måde giver hinanden håndslag på, at det er vi enige om, sikrer vi vores vælgere, at de kan stole på, at deres stemmer bliver i Dansk Folkeparti.