JÆGERSPRIS: Det er efterhånden mere end et år siden, at Musik mellem Fjordene afviklede en livekoncert – og det var uden publikum i salen.
– Heldigvis var der rigtig mange, der fulgte med live rundt omkring bag skærmene. Men nu er vi klar med et flot efterårsprogram. Første gang bliver fredag den 24. september, fortæller formand Stig Pedersen..
– Denne aften får vi fint besøg. Fem musikere på scenen og med Helene Blums smukke sangstemme og Harald Haugaards virtuose violin i forgrunden.
Koncerten spilles som altid i Kulturhus Rejsestalden i Jægerspris.
Helene Blum og Harald Haugaard Band er erfarne musikkere, der turnerer i det det meste af verden. Deres musik tager afsæt i den traditionelle danske sang og musik. Højskolesangbogen og Carl Nielsens melodier står Harald Haugaards hjerte nær.
Men i fællesskab og hver for sig bidrager de med egne tekster og melodier.
Harald Haugaard har flere gange medvirket i DRs morgensang, og i februar i år præsenterede hele bandet ”Spurven sidder stumt bag kvist” i programmet DR1 Fællessang.
– Der er lagt op til en meget smuk, musikalsk oplevelse med en flok kompetente musikere. Det bliver musik, der passer fint til Rejsestaldens intime atmos-
fære, understreger Stig Pedersen.
Til den tid vil alle Coronarestriktioner være ophævet. Men Musik mellem Fjordene vil stadig have fokus på vores alle sammens sikkerhed.
– Vi sælger kun et begrænset antal billetter, vi spritter af, og så opfordrer vi kraftigt alle deltagere, der ikke er færdigvaccineret, til at møde med en frisk og negativ coronatest.