HORNSHERRED: Det er 10 år siden, man første gang holdt TRO – økologisk kirkefestival på marken nord for Sæby kirke og præstegård. I år har festivalen fået nyt navn.
Festivalen, som bliver arrangeret af de 10 kirker i Ferslev, Vellerup, Skibby, Kirke Hyllinge, Lyndby, Sæby, Gershøj, Herslev, Gevninge og Kornerup har gennem alle årene haft økologi som sit omdrejningspunkt. I de forløbne år har festivalen haft forskellige fokusområder, eksempelvis madspild, vand, genbrug og plastikforbrug.
Paletten har været bredere end, hvad der hører hjemme under overskriften ”økologi”, og derfor har man valgt at give festivalen et nyt navn: “Under åben himmel, Grøn kirkefestival”.
Når kirkerne holder festival med en grøn vinkel, er det for at samles om glæden ved den mangfoldighed af skønhed, ressourcer og oplevelser naturen har at byde på for os som mennesker, samtidig med vi ønsker at hejse flaget for, at vi skal omgås naturen med omtanke og ansvarlighed – for vores egen, for fællesskabets og for vores efterkommeres skyld.
Festivalen strækker sig over tre dage, fredag til søndag, som tidligere år.
Lørdag den 4. september er der Open Air morgenandagt og morgenbrød ved Verdens Ende, i bunden af Birkebækvej i Vellerup sommerby. Dagen byer også på andagt og Sæby-Gershøj Camino samt et arrangement for konfirmander på festivalpladsen.
Søndag den 5. september er der fælles festgudstjeneste samme sted.