Ugens klumme af Mette Griffenfeldt Merrald

Ugens klumme af Mette Griffenfeldt Merrald

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Hornsherred i centrum.

Hvad stod der egentlig i den blå bog?

Forleden fandt jeg en bog på loftet, som jeg faktisk havde glemt, at jeg ejede. Det var en ”blå bog” fra dengang, jeg gik ud af folkeskolen. Et af spørgsmålene i bogen var, hvad vi gerne ville huskes for, når vi var 80 år. 

Vi ville stort set alle huskes for at have gjort en forskel. Vi ville gerne have haft et meningsfyldt liv og bedrevet en karriere, der havde skabt os et eftermæle. Så ville de fleste af os også gerne have en kærlig familie samlet omkring os.

I og for sig er der jo intet i vejen med de betragtninger, vi gjorde os, da vi gik ud af niende klasse – det var jo blot nogle harmløst formulerede håb om det mest meningsfulde liv, vi kunne forestille os. Dét, der derimod er skræmmende, er, at jeg tror, at de håb, vi formulerede og gjorde os dengang, med tiden er blevet en slags forventning til os selv. Vi bliver ved med at ville være noget særligt, og vi sammenligner os konstant med andre mennesker for at vurdere, hvordan vi klarer vores liv. Klarer jeg det bedre eller værre end min kollega? Oplever jeg lige så spændende ting, som alle mine venner på Facebook eller Instagram?

Jeg mødtes i sidste uge med en veninde, som jeg har kendt i mange år, og vi vender altid stort og småt i vores liv. Hun lagde ud med at sige, at hun på en eller anden måde følte, at hun ikke var helt tilfreds med sit liv og kunne ikke forstå hvorfor. Hun har tre sunde og raske børn, en sød mand og et godt arbejde – så hvad manglede?

Vi talte os frem til, at hun som mange af os andre var alt for meget på Facebook og Instagram. Her lægger rigtig mange jo billeder op af deres meget perfekte liv, den perfekte mand, den perfekte kage, det perfekte glas kølig hvidvin på den perfekte terrasse og de mange venner og veninder, der lige kommer forbi. 

Det er rigtig meget tid, mange af os bruger på at læse om de andres liv, og det bliver næsten en overmenneskelig umulighed ikke at sammenligne med vores eget. 

Jeg tror, vi er mange, der konstant sammenligner vores forventninger til os selv med vores forestillinger om andre mennesker.

Faren er, at vi på den måde står i et evigt sammenlignende forhold til livet og til os selv. Det ideale for os bliver på den måde hentet fra sammenligningerne med andre mennesker, som vi gør til målestok for vores egen succes. 

Men der ligger en stor fare gemt i den måde at tænke på: For når sammenligningen er det eneste begreb, vi har til at føle os tilfredse, er der ikke noget, der kan afholde sammenligningen for at løbe løbsk.

For vi levner ingen plads til det almindelige i livet, når vi altid vil hæve os ud over det almindelige og bevise vores særlighed. Og hvad mere skræmmende er: Vi lever et liv vendt mod os selv i stedet for at være vendt mod livet i al sin mangfoldighed. Vi begrænser så i virkeligheden os selv, selvom vi ønsker det modsatte. 

Der er så meget tale om, at de sociale medier begrænser de unge – men hvad med os andre? Måske kunne vi sætte os det mål ikke at poste hver ting, vi oplever eller måske endnu bedre – turde gå af Facebook og alle de andre medier og bare turde nyde det, vi har lige foran os. Livet i alt dets fantastiske almindelighed.

Mette Griffenfeldt Merrald er 46 år og har siden 2009 været sognepræst i Kirke Hyllinge og Lyndby.

Andre artikler fra denne uge