FREDERIKSSUND KOMMUNE: 14-årige Andreas er på en mission. Sammen med sin skoleklasse, er han taget til en af Frederikssund kommunes mange gode hornfiskepladser, og han går ikke hjem, før han har fanget sig en hornfisk.
Ved Andreas’ side står Malte, som trofast er klar med et net. Sammen deler de det universelle lystfiskerhåb: Fanger vi en fisk i dag?
Om Andreas og Malte fanger en hornfisk, kan man høre i podcasten “Frederikssund Kommune og Fishing Zealand”, som er udgivet af fiskeguruen Gordon P. Henriksen og hans podcastkanal “En Fiskepodcast”.
I afsnittet møder man også Lars Jepsen (A), som er byrådsmedlem i Frederikssund Kommune. Han er med på tur med Grusbanden, som frivilligt hjælper kommunens ørredbestand til bedre vilkår, når de skaber gydebanker i Græse Å ved Slangerup.
Til lyden af grus og rislende åløb, tager han en snak med Grusbandens bandeleder, Rune Hylby, om hvorfor det betaler sig at hjælpe ørrederne i kommunen.
Med adgang til både Roskilde Fjord og Isefjord har Frederikssund et hav af fiskemuligheder. Kommunen er ligeledes med i Fishing Zealand, som er et tværkommunalt samarbejde, hvor adskillige kommuner på Sjælland, Danmarks Sportsfiskerforbund og fri-
villige lystfiskere arbejder sammen med lokale virksomheder og turistorganisationer om at udvikle bæredygtigt lystfiskeri og forbedre fiskemuligheder i hele regionen. Projektet er til stor fordel for lystfiskerturisme og lokal erhvervsvækst, men især for miljøet og lystfiskerne.
Lyt med, når gydegruset rammer Græse Å, og skoleklassen hopper i waders og giver lystfiskeriet en kæmpe skalle!
Podcasten er gratis og kan findes alle de steder, hvor man henter sine podcasts. Det gælder blandt andet Apple Podcasts og Spotify.