[vc_row][vc_column][vc_column_text]DR besøger denne sommer noget af Danmarks fineste natur, når turen går rundt til Danmarks fem nationalparker. I uge 31 går besøget til Skjoldungernes Land.
SKJOLDUNGERNES LAND: Skove, søer og vandløb. Fjord, hav og marsk. Åbne kulturlandskaber med marker, heder, levende hegn og små byer. I de fem danske nationalparker finder man nogle af Danmarks mest værdifulde naturområder og landskaber.
En dansk nationalpark er ikke et indhegnet stykke natur, men et levende område med både natur, kultur og historie, og denne sommer vil de danske nationalparker komme hele vejen med hjem i de danske stuer.
Fra uge 27 til 31 besøger DR de fem nationalparker, når Vores Sommervejr sender direkte fra nationalparkerne Mols Bjerge, Thy, Kongernes Nordsjælland, Vadehavet og Skjoldungernes Land.
Det vildeste Danmark
Hos DR omtaler man sommerens vejrudsendelser som et togt, der skal rundt til det vildeste Danmark.
Vores Sommervejr, som sendes på DR1 klokken 18.55 efter TV Avisen, bliver derfor også mere end blot vejrudsigter.
Når sommertogtet bevæger sig ind i Roskilde Fjord til Nationalpark Skjoldungernes Land, er det med vært Anders Brandt bag roret og et flytbart studie, der hver dag rykker til en ny lokalitet i nationalparken.
Samtidig vil der under udsendelserne være indslag fra endnu flere steder i området, hvilket betyder, at danskerne i løbet af de fem sendedage kommer med ud til en stor del af nationalparkens natur- og kulturperler.
Naturvejleder Sofie Clauson-Kaas fra Nationalpark Skjoldungernes Land har været med til at udpege gode lokaliteter og spændende historier, og hun glæder sig over, at DR Vejret kommer til nationalparken.
– Vi vil i løbet af ugen kunne vise mange sider af nationalparken, og det er ret fantastisk, fordi nationalparken netop har mange sider. Her finder man stemning og masser af mennesker på Roskilde Havn og de helt stille og fine naturområder, for eksempel i Bidstrup Skovene. Vi skal have DR Sommervejret med rundt i det bakkede istidslandskab og ud på Roskilde Fjord med øer, holme og et enestående fugleliv. Vi skal selvfølgelig også vise lidt af områdets unikke kulturhistorie frem med skibssætninger, gravhøje og kongehaller og de sagn og myter, der fortæller om Lejre som Danmarks vugge, siger Sofie Clauson-Kaas.
Live-udsendelserne vil blive sendt direkte fra Roskilde Havn mandag, Sagnlandet Lejre tirsdag, Gershøj Havn onsdag og Vigen Strandpark torsdag. Fredag sendes programmet fra et studie, men med indslag fra nationalparken.[/vc_column_text][vc_single_image image=”45959″ img_size=”800×400 pixel” add_caption=”yes”][/vc_column][/vc_row]