Af Jørgen Olsen
Irisvej 35, Skibby
Skal borgerne i Frederikssund indstille sig på at betale ekstra kr. 1600 om året for den nye affaldsordning?
Formand for Egedal kommunes Teknik og Miljøudvalg vurderer nemlig, at den nye affaldsordning kommer til at koste hver borger 1600 kroner om året. Kommunen er uden skyld, det er en lovmæssig “skal opgave” der er pålagt kommunerne/borgerne. Miljøminister Lea Wermelin, nævnte et beløb på 55 kroner om året pr. husstand i 2030. Det er på ingen måde et realistisk tal.
Der er måske et lille lyspunkt, som dog hurtigt kan slukkes. Kommunerne har opkrævet borgerne moms af affaldshåndteringen (vognmandens faktura) og så fået momsen refunderet af Staten.
Den går ikke længere, da det viser sig at være i strid med EU-lovgivningen.
Hvordan får kommunerne så dækket den ikke refunderede moms?
Furesø Kommune har valgt at forhøje gebyret for affaldshåndtering nogenlunde svarende til den ”manglende” momsrefusion. Keine Hexerei nur Behändigkeit.
Grundejerne får måske mulighed for tilbagesøgning fra og med 2012, hvor sagen om momspligt vedr. affaldshåndteringen første gang blev rejst af en kommune.
Hvordan vil man håndtere den mulighed, som bliver til mange penge for hver borger?
Er det de private grundejeres problem at kommunerne har ”problemer” med deres købsmoms?
Kan man administrativt Vupti og med tilbagevirkende kraft så blot forhøje gebyret for affaldshåndtering?
Sikken en gang uorden. Uorden, uro opstår når man frem for sund fornuft og realistisk omtanke vælger ordninger. der partout skal være indviklede.
En anden alvorlig”‘uorden” er, at vi endnu ikke fået forståelig info om, hvorfor borgerne i Frederikssund i gennemsnit betaler ca. 3000 kroner mere om året end i f.eks. Rudersdal kommune, for vand/spildevand i samme selskab, Novafos.
Når man påpeger ”uorden”, er det ikke sort kritik, men et udtryk for et beskedent håb om ”forskønnelse”.