Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.
Kirken har en anden puls
Det er ikke noget, vi er så bevidste om, når vi sådan går rundt i det daglige. Men pinsen, som lige har været over os, er faktisk en fest for Ånden og kirkeligt set for Helligånden. Disciplene blev på denne dag beåndet, og trådte som sådanne ind i et fællesskab.
Pinsen er kirkens fødselsdag, dog uden flag og reklamefremstød, som vi ser det i forretninger, der holder fødselsdagsfest. Og på trods af det, er det alligevel forbløffende og dejligt, hvor stort medlemsprocenten er i den danske folkekirke, og hvor mange, der kommer i kirken i løbet af et år.
Når vi så går ind i en kirke, er der pænt og velholdt. Tænk, at der jo også er en hel bestyrelse, menighedsrådet, og kirkens personale, som passer på kirken og kirkegården, og alt hvad der hører sig til. I alle byer landet over er det det samme! Det er et stolt afsæt, som går hundrede af år tilbage. Og derfor går vi, når vi går ind i kirken, også ind i en tradition og ind i et historisk fællesskab, som egentligt begyndte med en pinse for godt 2000 år siden.
I kirken bliver vi mindet om værdien af fællesskabet, som er så givende for os alle sammen. Men det er herude i det daglige, vi skal leve fællesskabet ud. Det er her, vi skal danne bånd og sammenhænge, som beriger vores liv, og som trækker os ud af ensomhed og bekymring.
Der er i det seneste år tydeligvis opstået nye fællesskaber. Også rundt om i Hornsherred kan det ses: En god søndag ved skoven og der er fyldt med biler på parkeringspladser. Der er ingen at se, fordi alle er inde i skoven, og andre er ude i den øvrige natur, for eksempel er grupper af cyklister blevet mere synlige. Jo, nye fællesskaber opstår, fordi vi ikke vil lade os nøjes med at være isoleret. Vi vil være med i al det, som kan være blandt mennesker. Vi vil sige hinanden noget, også når det, som i det sidse års tid, har været svært med mange forhindringer.
Vi er lidt ligesom foråret, når lyset i større grad falder på os, så stiger lysten og livsgnisten, og den vil vi udfolde sammen med andre. Vi er som mælkebøtten, der er i stand til at vokse op hvor som helst.
Kirkerne som bygninger er ikke til diskussion. De er der, og vi kan være sikre på, at de også er der om mange år, modsat huse og især forretninger, der kommer og går. Det ved vi fra vores byer heroppe i Hornsherred. Huse er der midlertidigt, men kirkebygningen er, ud over at være hjemsted for familiers mange milepæle, garant for noget varigt. Og jeg tror, at det har stor betydning at noget er der til enhver tid. Kirken kan vi stole på, den forsvinder ikke. Ikke i vores tid!
Imellem påske og pinse er der 50 dage og det giver derfor god mening at se pinsen som påskens blomstring – de frø, der blev lagt i påsken, kommer til udfoldelse i pinsen.
I pinsen er det oplagt at skærpe opmærksomheden. Tænk for eksempel på den ene smukke kirke efter den anden, som ligger i landskabet. Næsten uanset hvor man befinder sig, er der en kirke i udsigt, om ikke andet så da et kirketårn. Når man kører ud ad motorvejene, så bliver stemningen altid lidt ændret ved at se en kirke dukke op, trods det er i et glimt på grund af den høje fart. Men alligevel sporer det bevidstheden ind på, at der findes sådan noget som kirker, og at der også i nærheden af kirken findes en by og mennesker, som lever og dør ind i et fællesskab. Alt det kirken er og står for, dukker således også op, når man kører ud ad de monotone motorveje.
Usikkerhed og tvivl er der i os, fordi hastigheden i samfundet er stor. Toget kører stærkt. Så spørgsmålet er, om vi til enhver tid kan finde os hjemme i alt det nye? I det sociale netværk, hvor vi altid skal være tilgængelige, ses og høres! Kan vi følge med? Nogen gange kan vi ikke det, og så bliver vi utilpasse.
Kirken har en anden puls, ikke præsten og ikke dem som kommer i kirken, men kirken som kirke har en anden puls. Den ligger og slumrer og holder på tiden. Godt nok har visse kirker et timeglas placeret oppe ved prædikestolen, men dette kun fordi præsten ikke skulle gå over tid med sin prædiken. Elles er tiden mere eller mindre fraværende bag kirkens mure.
Og så kommer pinsen og med den alle de andre fester. Snart er der konfirmation igen, vielser og dåb skal indhentes, ja kirken fyldes med liv igen. Alle steder fylder vi hinanden med liv, nu igen, og det er det, som pinsen vil os. Den sætter et afsæt og siger til os: Lev!
Frits Gammelgaard Terpet har været sognepræst og sygehuspræst siden år 2000 i henholdsvis Gerlev – Draaby (Jægerspris) og Frederikssund Hospital.
