SKJOLDUNGERNES LAND: Sommerferien nærmer sig, og det betyder, at der snart lander et magasin fra Nationalpark Skjoldungernes Land i 63.000 postkasser.
Det er tredje år i træk, at nationalparken husstandsomdeler magasinet ”Min Nationalpark Skjoldungernes Land” i Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner.
I det 52 sider lange magasin kan man blandt andet læse om nationalparkens stenrevsprojekt i Roskilde Fjord, om cykeloplevelser, om kunstprojekter og om et flagermus-eksperiment i Bidstrup Skovene.
Masser af inspiration til oplevelser
Igen i år vil der i magasinet også være masser af inspiration til sommeroplevelser i nationalparken – faktisk er der skruet en smule op lige netop for denne del.
Et år med corona har øget efterspørgslen på oplevelser i naturen, og selvom vi nærmer os normale tilstande, vil mange blive i Danmark i sommerferien. I magasinet kan man derfor finde inspiration til ”staycation”; ferie i nærområdet.
Samtidig har det været et ekstremt hårdt år for de turudbydere og besøgssteder, der har været nødsaget til at holde lukket og aflyse arrangementer og ture.
Flere steder i magasinet finder man derfor opfordringer til at booke unikke, lokale oplevelser og derigennem støtte de mange lokale guider og besøgssteder, som tilbyder oplevelser i nationalparken.
Vores nationalpark
I magasinet kan man også læse om flere af de projekter, som nationalparken arbejder med. Nationalpark Skjoldungernes Land blev indviet i 2015, men mange er stadig i tvivl om, hvad en dansk nationalpark er.
Derfor besluttede bestyrelsen for Nationalpark Skjoldungernes Land i 2018 at udgive og husstandsomdele et nationalpark-magasin tre år i træk.
Formålet med det husstandsomdelte magasin skulle være at skabe kendskab, medejerskab og stolthed over det område, der forbinder alle borgere i kommunerne omkring Roskilde Fjord.
I nationalparken håber man, at et øget kendskab til nationalparken og dens projekter vil give endnu flere lyst til at bruge områdets natur og friluftsfaciliteter, være en aktiv del af nationalparken – og måske gå ind i samarbejder og fælles projekter.
Magasin nummer tre
Når det nyeste magasin er husstandsomdelt i løbet af sommerens første uge, skal nationalparkens bestyrelse igen tage stilling til, om man vil udgive et nationalparkmagasin – og i så fald, om det fortsat skal husstandsomdeles.
Beslutningen træffes efter sommerferien og på baggrund af tilbagemeldinger fra magasinets læsere samt undersøgelser omkring, hvordan magasinet er blevet taget imod.
Magasinet kan allerede nu læses online på nationalparkens hjemmeside: nationalparkskjoldungernesland.dk.