Af Susanne Bettina Jørgensen
Byrådsmedlem Frederikssund (A) Ventevej 6, Skibby
I budgetaftalen for 2021-2024 besluttede Byrådet, at vi skulle se nærmere på normeringerne på kommunens omsorgscentre.
Dette arbejde er i fuld gang. Forvaltningen er ved at lave analyser og sammenligninger med andre kommuner.
VIVE lavede i 2019 en analyse af normeringerne på danske plejehjem, og denne analyse bruges i det nuværende arbejde.
Frederikssunds omsorgscentre deltog ikke alle i analysen i 2019, hvorfor tallene i rapporten ikke er helt retvisende.
Socialdemokraterne vil gerne sikre en tilstrækkelig normering til de ældre borgere, der bor på vores omsorgscentre.
Vi er opmærksomme på, at man er nødt til at skelne mellem, hvad de forskellige ansatte varetager af opgaver, og ligeledes, at beboerne har forskellige behov, som løbende ændrer sig.
På vores omsorgscentre har vi tre steder særlige afdelinger for beboere med demenssygdomme.
Min erfaring siger mig dog, at beboere med demenssygdomme også bor i de øvrige afdelinger, da den hyppigste årsag til, at man ikke kan klare sig i egen bolig og dermed har behov for en plejebolig, netop er demens eller demenslignende sygdomme.
Ofte vil beboere med demenssygdomme have behov for mere personalekontakt, og det stiller krav til normeringen.
Velfærdsudvalget vil på kommende møder drøfte normeringen og forudsætninger herfor, og jeg vil have mit fokus på fleksibilitet og individuelle behov for beboerne.
Politisk er det også vigtigt, at vi understøtter, at der kan rekrutteres personale og at personalet får den nødvendige og vigtige kompetenceudvikling, så de er klædt godt på til at løfte det vigtige arbejde, de har.