TDC har gang i et stort fibernet-projekt i Sæby og Gershøj – men går uden om Holtensminde. Det er de 16 husstande i den lille landsby frustrerede over.
Af Conny Probst
HOLTENSMINDE: De 16 husstande i den lille idylliske landsby Holtensminde har en meget ringe internetforbindelse. Det har beboerne sat sig for at gøre opmærksom på – på en positiv måde. Derfor lader de hver søndag i maj Dannebrog gå til tops i byens flagstænger.
– Vi vil gerne gøre opmærksom på, at den digitale infrastruktur også skal ud i landområderne, fortæller Thomas Gottlieb.
– Det er en måde at få opmærksomhed på, siger Jannik Egelund, der som så mange andre af landsbyens beboere har måttet arbejde hjemmefra under corona-nedlukningen.
Den dårlige internetforbindelse har blandt andet betydet, at mange ikke har kunnet deltage i digitale møder.
TDC NET har indgået en aftale med Sæby og Gershøj, hvor 880 adresser i løbet af sommeren kan se frem til moderne fibernet. Holtensminde er ikke med i den aftale.
Anlægsgartner Thomas Gottlieb har tilbudt TDC at stille en gravemaskine til rådighed og grave de 600 meter, så de kan blive koblet på TDC-nettet.
– VI har også foreslået TDC en model med egenbetaling. Men det har vi fået nej til. Vi har været i kontakt med projektlederen for Digital Infrastruktur i Lejre Kommune flere gange. Han støtter op om vores projekt, men kan ikke gøre noget, forklarer Jannik Egelund.
– Det er en ret ærgerlig måde, man udruller den digitale infrastruktur på: At man overlader det til private. Jeg har en ven med en ødegård i Småland i Sverige. De har internet. Og Holtensminde er da ikke en fjern galakse. siger han