Af Knud Eskesen
Vifilsvej 1, Kulhuse
Frederikssund Kommunes Plan og miljøudvalg debatterede den 4. maj administrationen af evt. byggetilladelser i skelbræmmen i sommerhusområderne.
Skelbræmmen er området mellem to grunde på 2,5 m på hver side af skellet.
Udvalget kunne ikke opnå enighed, så nu er sagen henvist til Byrådets behandling.
Jeg håber, at alle sommerhusejere og grundejerforeninger i kommunen er opmærksom på sagen, da det desværre kan gå sådan, at der gives tilladelse til byggeri i skelbræmmen.
Jeg synes, at det er en forkert vej at gå.
Det er vigtigt, at kommunen fastholder lovkravet om at friholde de 2,5 m, ellers vil vi få rigtig mange ekstra bygninger og umuliggøre at få fjernet de ulovlige.
Man kan desværre se, at der på mange grunde er bygget nærmere end 2,5 m fra skel. Der er også mange bygninger og tilbygninger, der sikkert er opført uden byggetilladelse.
Selv om det kan være svært at få lovliggjort disse forhold, er det ikke et argument for at give tilladelser til nyt byggeri.
Hvis man begynder at tillade byggeri, selv om det er små og sekundære bygninger, lægger det op til nabostridigheder, og det gør det meget svært for grundejerforeninger, at tage en snak med grundejere, som der klages over.
Kommunen kunne jo starte med at kræve de værste bygninger, containere og campingvogne fjernet, og så kun give lovliggørende dispensationer til allerede byggede drivhuse og åbne carporte.At fastholde administrationen af de 2,5 m betyder så afslag til ansøgninger om nyt byggeri inden for 2,5 m til skel. Jeg oplever dette som meget vigtigt, da der i forvejen er pres på områdernes præg som sommerhusområde på grund af nye store huse med store voldsomme indkørsler og haveanlæg som i parcelhusområder.Hvis sommerhusområderne skal have et rekreativt præg, skal der være grønt og luft mellem grundene. Jo flere bygninger, der placeres i skelbræmmen, jo mere forsvinder det rekreative grønne præg.
Sommerhusområder er jo til rekreative og ferie formål og skal fastholdes til dette. De må ikke udvikle sig til parcelhuskvarter eller få præg af et parcelhuskvarter.
Håndtering af bygninger i skelbræmmen, dvs. mellem 0-2,5 meter fra naboskel er med til at sætte ramme for sommerhusområderne som grønne områder.
Så derfor: selv om ikke alt nuværende byggeri kan kræves fjernet, så fasthold en administration, der undgår byggeri i zonen 2,5m fra skel.