Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Hornsherred i centrum.
Høj og lav i lokalsamfundet
Her i Danmark bryster vi os af den store lighed mellem høj og lav – kvinder og mænd – rig og fattig. Vi elsker at trække på smilebåndet over respekten for overklassen i TV-serier som Downton Abby.
Men når jeg kradser i billedet af vores fortid og familieminder, så finder jeg hurtigt eksempler på, at der også her i nærområdet altid har været nogle, der var lidt mere lige end andre.
Min oldemor, Petra Nielsine Hansen var husmandsdatter fra Venslev. Hun skrev omkring 1970 om sin barndom og ungdom i Hornsherred i et manuskript, der er redigeret og udgivet af Historisk Forening for Skibby og Omegn i serien ”Hændt og husket”. I 1890’erne var der for alvor standsforskelle, og i forbindelse med de baller og fester, man kom til i karles og tjenestepigers sangforening, skriver Sine:
Det skal bemærkes at det kun var tjenestefolk, der var i den forening. Ikke een Gard-mandssøn eller Datter kom til vore Baller, nej der var Grænsen, man mængede sig ikke med Rakket.
Vi var et Par Piger (mig den ene) som en gang vovede os til et Skyttebal, som det hed. Men vi fik Lov til at være Bænkevarmere, fra vi kom til vi gik. Ikke een af Gaardmands-sønnerne turde byde os op til Dans, skønt de fleste af dem jo var vores Skolekammerater. Der var Klasseskel saa det forslog noget.
Samme fænomen, men med modsat fortegn, beskriver hun i omtalen af områdets læger:
I Skibby var der dengang en Dr. Wancher, han var tillige Distriktslæge, vistnok en dygtig Læge, men Folk var nærmest bange for ham. Der gik man ikke op, hvis ikke det var meget nødvendigt. Jeg ved, at han var meget streng med Hensyn til Renligheden hos dem, der søgte ham – skældte dem Huden fuld, hvis de ikke var renvaskede nok, og det kneb det tit med. Men han gjorde ingen Forskel paa rig og fattig, det gode var der ved ham, og det er et godt Eftermæle.
Sines barnebarn, Inga, som også var min moster, fortalte en gang om et pudsigt skifte, hun oplevede midt i 1960’erne. Områdets forpagterfruer og andre, som aldrig før ville drømme om at hilse på ”arbejdsmand Egon Hansens pige”, begyndte at nikke til hende på byens gader og i butikkerne. Der var sket det – mente Inga – at skellet ikke længere var mellem høj og lav, men mellem ”os gamle Skib-by’ere” og ”tilflytterne”. Og dermed var hun rykket opad i hierarkiet!
Da jeg selv omkring 25 år senere bevægede mig ud i verden uden for Skibby, oplevede jeg flere gange at møde Skibby’ere, der nu boede uden for Hornsherred. Overraskende ensartet hørte jeg fra dem, at de ikke savnede Skibby, fordi folk dér var (alt for) sammenspiste:
”Men du er jo selv fra Skibby?”
”Joh, men jeg mener, dem der bliver boende.”
Nå, jeg boede på det tidspunkt i Roskilde, så jeg valgte at overhøre den fornærmelse!
Og trods faren for at virke sammenspist kalder jeg mig i dag ”gammel Skibby’er”, selv om jeg egentlig er til(bage)flytter.
