Skoleudvikling – gør lærerne til omdrejningspunktet

Skoleudvikling – gør lærerne til omdrejningspunktet

Af Kirsten Weiland
Møllevej 35, Frederikssund
Lennie Hansen, Askevej 33, Jægerspris. Ole Peltola
Muslingevej 7, Jægerspris
 

Folkeskolen i Frederikssund Kommune skal op i omdrejninger igen, og Fjordlandslisten er parat til at gøre lærerne til omdrejningspunktet i den proces.

Skolevæsenet står i dag i store problemer efter en forfejlet skolepolitik.

Fjordlandslisten har afdækket, at der er store problemer omkring lærerne, men de problemer er ikke skabt af lærerne selv. De problemer er en konsekvens af den forfejlede skolepolitik.

Det nuværende byrådsflertal har nemlig i en årrække skabt uro i skolevæsenet med omstruktureringer og evindelige besparelser. 

Resultatet er bøjet i neon: Store problemer omkring fastholdelse og rekruttering af lærere.

Fakta er, at Frederikssund Kommune i dag ligger blandt de 10 dårligste kommuner i landet på 3 væsentlige områder: Alt for mange ikke-uddannede lærere, lærernes meget høje sygefravær og lærernes ulyst til at arbejde i kommunen (CEPOS).

I Fjordlandslisten har vi imidlertid også registreret lærernes vilje til at forsøge at komme “op på hesten igen” efter indgrebene oppefra.

Derfor tror vi fuldt og fast på, at lærerne kan blive omdrejningspunktet for en revitalisering af skolevæsenet. 

Det handler ikke om løn, men ifølge CEPOS og andre om noget så grundliggende som lærernes arbejdsforhold og arbejdsglæde. For Fjordlandslisten betyder det:

Skab ro og stabilitet. Ikke flere omstruktureringer og nedskæringer.

Fjern den stramme topstyring. Gør skoleforvaltningen mere understøttende.

Fjern den evindelige kontrol. Vis tillid til lærerne.

Fjern alt unødigt kontorarbejde. Lærere er lærere – ikke kontormedarbejdere.

Skær alle “det-må-skolen-lige-klare” opgaver fra. Giv tid til fokus på læreropgaven.

Medinddrag alle ansatte i skolens liv og virke. Få den faglige stolthed tilbage.

Giv lærerne mulighed for faglig fordybelse – med henblik på udvikling og sikring af fremdrift. 

Hvis lærerne får mulighed for at bringe deres faglighed, erfaringer og engagement i spil, så vil skoleudviklingen komme nedefra – fra lærere med stor arbejdsglæde.

Det vil have en kæmpe effekt på elevernes trivsel og elevernes faglige udbytte, og resultere i mere tillid til lærerne. 

Det vil igen betyde mere ro i klasserne, for man opfører sig ordentligt overfor en lærer, som forældrene taler pænt om osv osv.

Og så er den positive cirkel for alvor sat i gang omkring fastholdelse og rekruttering af lærere. 

Sådan kan lærerne blive omdrejningspunktet for skolevæsenets genrejsning. 

Hvad mener du som borger?

Andre artikler fra denne uge