Så er vores Retningslinjer for Pårørendesamarbejde færdige

Så er vores Retningslinjer for Pårørendesamarbejde færdige

Af Susanne Bettina Jørgensen
Byrådsmedlem (A)
Ventevej 6, Skibby
 

I slutningen af 2019 skrev jeg et indlæg, hvor jeg fortalte om, hvordan pårørende er tænkt ind i både vores Værdighedspolitik og i vores Handicap- og Psykiatripolitik, men at jeg mente, at der allievel er behov for en selvstændig Pårørendepolitik. 

Derfor er det en stor glæde at kunne fortælle, at nu er den her. 

Både Social- og Sundhedsudvalget og Velfærdsudvalget har på udvalgsmøderne her i starten af februar måned godkendt ”Retningslinjer for det gode samarbejde med pårørende”. Familie, pårørende eller netværk er vigtigt for de fleste mennesker. Mange at de mennesker, der bor i plejebolig eller på et botilud, er afhængige af at have pårørende. Pårørende, der kan være deres talerør og varetage deres interesser, når de ikke selv på grund af forskellige udfordringer kan give udtryk for egne behov.

Det samme gør sig gældende for borgere, der bor i egen bolig. Pårørende er en vigtig ”ressource”. Pårørende kender deres kære rigtig godt og kan derfor hjælpe med indsigt i eksempelvis livshistorien, så pleje og omsorg sker med udgangspunkt i de faktiske ønsker, vaner og behov, der er.

Vi har i tilblivelsen af retningslinjerne arbejdet ud fra principperne Tillid, Respekt, Kommunikation, Samarbejde og Balance, og har haft fokus på udfordringer og behov før, under og efter man har brug for støtte fra kommunen. 

Vi har også haft fokus på de til tider svære overgange mellem tilbud, instanser og sektorer. Retningslinjerne er fyldt med konkrete eksempler. Retningslinjerne for det gode samarbejde med pårørende er blevet til via dialogmøder med Ældrerådet, Handicaprådet og Bruger- og Pårørenderåd på de sociale tilbud, og desuden har retningslinjerne været i høring i MED- udvalgene for at sikre, at alle parter er blevet inddraget. 

Jeg vil gerne takke for gode dialoger og for høringssvar.

Jeg er godt tilfreds med resultatet af det politiske arbejde, og ser nu frem til at retningslinjerne kommer til at leve og blive udfoldet i praksis. 

Der vil være forskellige tilgange og behov ude lokalt, men det er vigtigt, at retningslinjerne nu bliver kendte og drøftet og omsat til konkrete handlinger. 

Social- og Sundhedsudvalget og Velfærdsudvalget får til sommer forelagt en handleplan for, hvordan den konkrete udmøntning vil ske. 

Det ser jeg meget frem til, da det gode samarbejde er afgørende for, at vi lykkes med vores velfærd og vores tilbud i Frederikssund Kommune.

Andre artikler fra denne uge