Hvad sker der under havets overflade om vinteren?

Hvad sker der under havets overflade om vinteren?
Foto: Lotte Roed

[vc_row][vc_column][vc_column_text]I vinterhalvåret er havet ved de de danske kyster tomt. Fiskene er trukket ud på det varmere, dybere vand, og tilbage er blot få arter samt de klumpfisk, der ofte i død udgave skyller op på land.

NATUREN: DN, Danmarks   Naturfredningsforening har talt med en marinbiolog om vinterens vigtigste begivenheder i havet. Og han fortæller, at vinteren er en helt særlig tid for ålekvabben.

 – Den gråbrune og let slimede ålekvabbe føder sine unger i januar i det lave vand nær Danmarks kyster. På det lave vand er de nyfødte ålekvabber ikke i fare for at ende deres liv som et hurtigt måltid, fordi ålekvabbens fjender har søgt mod varmere vande. Ålekvabben er alene på sin kolde fødestue, fortæller marinbiolog og chef for Øresundsakvariet, Jens Peder Jeppesen.

For mens ålekvabben – ligesom sine artsfæller i Antarktis – har fryseproteiner i blodet, der gør den i stand til at leve og få unger i så lave temperaturer som ned til 0 grader, gælder det ikke de øvrige fisk, som findes i de danske have.

– Når det bliver vinter, pakker vi mennesker os ind i mere tøj og skruer op for varmen i vores boliger. Den mulighed har dyrene i havet ikke. Så de flygter, forklarer han.

45 om sommeren – fem om vinteren

Den gennemsnitlige temperatur i både luft og hav er de senere år steget, men i vintermånederne kan det stadig blive ned til frysepunktet i havet nær de danske kyster, hvorimod temperaturen længere ude normalt ligger mellem for en fisk behagelige syv og 10 grader.

– I denne vinter har der i lang tid været mellem fem og 10 grader på det lave vand, så lige nu er der mange dyr, der kan opretholde livet der, men generelt er der næsten intet liv på det lave vand. Bortset fra ålekvabberne og arter som panserulk og hundestejle, fortæller Jens Peder Jeppesen.

Ifølge akvariechefen er diversiteten i de kystnære arter af fisk i omegnen af ti gange så høj om sommeren som i vintermånederne. 

Omsat i tal vil det sige, at hvor fiskerne kan fange op til 45 forskellige arter i sommerhalvåret, skal de være heldige for på denne årstid at få mere end fem forskellige på krogen eller i garnet.

Fisk er dog – ligesom de fleste andre vilde dyr – uforudsigelige væsener, så der kan være undtagelser. En af dem er havørreden.

Havørreden laver raids
Havørreder trækker også ud på det dybere vand om vinteren. Men det specielle ved dem er, at de indimellem, når det er bedre vejr, og der måske er lidt sol, laver nogle raids ind på det lavere vand.

– Temperaturen i lavt vand bliver meget hurtigt opvarmet, og havørrederne har fundet ud af, at når vandet derinde opvarmes, sker der en opblomstring af andre dyr. Blandt andet tanglopper, hesterejer og tangrejer, som er nogle af de byttedyr, havørrederne gerne vil have, forklarer Jens Peder Jeppesen.

Døde klumpfisk
Derudover har man de senere vintre kunnet støde på klumpfisk. Desværre er det ikke lig med liv, for fiskene er ofte enten døde eller på vej til at udånde.

Med de højere temperaturer i de danske have om sommeren er flere og flere klumpfisk søgt mod de lune danske farvande. Og når temperaturen så er skiftet til efterårsvejr, er de fanget – de har ikke nået at svømme mod syd, inden temperaturen pludselig faldt.

– Klumpfisk er ikke tilpasset de lave temperaturer, så hvis ikke de kan holde sig ude på det dybe, men får forvildet sig længere ind, dør de. Det ser vi mange eksempler på hvert år, fortæller Jens Peder Jeppesen.[/vc_column_text][vc_single_image image=”44688″ img_size=”800×1067 pixel” add_caption=”yes”][/vc_column][/vc_row]

Andre artikler fra denne uge