Af Susanne Bettina Jørgensen Byrådsmedlem (A)Formand for Social-
og Sundhedsudvalget
DF suppleant til byrådet Gert Løfgren skrev for nylig i et debatindlæg, at han er rystet over, at Højagergaard er åbent her i forbindelse med corona – at der er manglende beskyttelse på værkstederne.
Først og fremmest vil jeg gerne som formand for Social og Sundhedsudvalget sige, at kommunen har meget stort fokus på forebyggelse af smitte og smittespredning.
Højagergaard er et socialt tilbud efter serviceloven, og dermed gælder forsamlingsforbud i den ”daglige drift” ikke. Arrangementer, hvor mange samles hører dog ind under forsamlinger, og derfor finder den slags heller ikke sted.
Medarbejderne på Højagergaard følger hele tiden de nyest gældende retningslinjer om afstand og brug af værnemidler.
Brugerne på stedet er jf. lovgivningen som udgangspunkt fritaget for at bruge mundbind og visir. Nogle vælger af sig selv at gøre det, men Højagergaard kan ikke stille krav om det.
En stor del af brugerne er fint i stand til at overholde afstandskrav på to meter og hygiejneforeskrifter, men nogle skal støttes lidt, og den støtte finder sted, mens de er på Højagergaard, og i øvrigt også når de er hjemme hos sig selv fx på botilbud eller i anden bolig, hvor fx hjemmevejledere eller pårørende hjælper til.
Lige nu vælger flere brugere at blive hjemme, og det hjælper selvfølgelig på overholdelse af afstandskravene for dem, der møder frem.
De brugere, der kommer på Højagergaard er opdelt i mindre grupper i forbindelse med aktiviteter, frokost osv.
Kviktest af medarbejderne i arbejdstiden er en ny mulighed, der lige er kommet, men test er frivilligt her i Danmark og det gælder også for brugerne.
Vi kan opfordre og anbefale, at man lader sig teste, men det er frivilligt, og sådan skal det også være!
Jeg er helt enig i, at vi skal værne om de svageste borgere i vores samfund. Men det er en fin balance, for brugerne på Højagergaard har brug for at komme og være i trygge og kendte rammer – de har brug for en hverdag. Ensomheden lurer, og netop denne gruppe mennesker er udsatte for ensomhed og isolation.
Slutteligt vil jeg gerne takke medarbejderne på Højagergaard, som gør en stor indsats, og som jeg tror naturligt er bekymrede både for eget ve og vel men også for brugerne på stedet.
Alt det her har varet alt for længe, og det varer lidt endnu, inden vi atter kan få en mere ”normal” hverdag igen.
