Naturen beskyttes og benyttes

Naturen beskyttes og benyttes

Af Jørgen Bech
Formand for Plan
& Miljøudvalget (V)
 

Naturen har det godt i Frederikssund Kommune og får det hele tiden bedre. Det skyldes en kæmpe indsats fra private, frivillige og kommunen. 

Naturudpegninger og fredninger udgør i alt ca. 7.100 hektar land. Det er næsten en tredjedel af det samlede areal i kommunen. Langt størstedelen er privatejet landbrugsjord, og det skal vi være glade for. 

Der vil altid være brug for gode dansk-dyrkede fødevarer, som hårdtarbejdende landmænd hver dag sørger for. 

Folketinget har besluttet, at kommunerne skal udpege relevante arealer til det såkaldte Grønne Danmarkskort. 

Dette er en skitse over arealer, hvor natur enten allerede findes, eller hvor naturprojekter kan udvikles, såfremt ejerne ønsker det. 

Mere natur kan således kun etableres gennem frivillige aftaler med ejerne. Ingen kan tage folks ejendom udenom Grundlovens § 73.

Det må efterhånden være slået helt fast.

I de senere år har kommunen gennemført eller støttet mange naturprojekter, for eksempel Sillebro Ådal, de tre store bynære skovrejsningsprojekter, vådområdet ved Selsø samt aftalen om fredning af Jægerspris skydeterræn. 

Vi indgår også i Naturpark Mølleåen, Fishing Zealand samt i Nationalpark Skjoldungernes Land. 

Initiativerne om øget biodiversitet med faunastriber og giftfri haver bør også nævnes.

Hertil kommer store nye investeringer i øget adgang til naturen med rekreative stier. I disse dage igangsætter vi et nyt større stiprojekt langs Græse Ådal. Det vil forbinde Naturpark Mølleåen med Fjordstien og realisere nye vandremuligheder og naturoplevelser, fra Øresund til fjorden. 

Mere vild natur og flere naturoplevelser forudsætter velvilje og samarbejde med alle aktører, såsom lodsejere, naturforeninger og andre frivillige inden for det grønne forum. 

Natur er også vildtpleje og fiskemuligheder, så der er mange aktører. 

Det samarbejde vil jeg gerne lægge op til. Det er derfor, vi nu tager initiativ til en naturstrategi. 

Den skal grundlægges på frivillighed og samarbejde, naturligvis. 

Andre artikler fra denne uge