Nordsjællands Politi gør status over julen

Nordsjællands Politi gør status over julen

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Nordsjællands Politi har haft travlt henover julen, som blandt andet har budt på et øget antal anmeldelser om brug af ulovligt fyrværkeri samt høj musik til ulempe for naboer. 

Heldigvis er der registreret et markant fald i antallet af indbrud i privat beboelse, og Nordsjællands Politi har kun modtaget få anmeldelser om alvorlige sager.

Gennem hele julen har Nordsjællands Politi patruljeret i gaderne for blandt andet at føre tilsyn med, at forsamlingsforbuddet og de andre retningslinjer, som skal forhindre spredningen af Covid-19, er blevet overholdt. – Generelt er billedet det samme, som har tegnet sig for hele 2020, nemlig at borgerne i Nordsjælland er ekstremt gode til at overholde reglerne, og det vil jeg gerne takke for. Kun i et enkelt tilfælde har vi måttet skride ind over for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, idet 13 mennesker var samlet på et offentligt tilgængeligt sted. Det kan de nu se frem til at modtage en bøde for, fortæller politidirektør i Nordsjællands Politi, Jens-Christian Bülow. Imellem jul og nytår fremgik det blandt andet af rapporterne, at:

Uro og uorden, Skibby: Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 17.57, blev der affyret fyrværkeri ved Skibby Skole af en gruppe på fem unge personer, hvilket havde fået en anden gruppe unge til at flygte fra stedet. En patrulje kørte dertil, men det var hverken muligt at udfinde nogen personer eller fyrværkeri, som kunne relateres til hændelsen.

Uro og uorden, Jægerspris: Klokken 21.58 blev det anmeldt, at nogle unge drenge stod på taget ved Jægerspris Skole, hvor de affyrede fyrværkeri fra. En patrulje kørte til stedet, hvor der dog ikke længer befandt sig nogen på skolens tag, og da patruljen runderede i området, var det ej ikke muligt at udfinde de unge.

Andre artikler fra denne uge