Indsamling til fordel for Maria From Jakobsens børn

Indsamling til fordel for Maria From Jakobsens børn

Det er tre af den forsvundne kvindes familiemedlemmer, der står bag initiativet.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Maria From Jakobsen forsvandt fra sit hjem i Frederikssund mandag den 26. oktober 2020. Tre uger senere blev Marias mand, sognepræst Thomas Gotthard, anholdt, varetægtsfængslet og sigtet for at have planlagt og udført drab på Maria og efterfølgende skaffet sig af med hende. 

Politiet leder stadig efter Maria From Jakobsen, der er mor til to børn på henholdsvis 8 og 10 år. 

Børnene har boet hos hendes forældre, siden børnenes far blev anholdt.

”På grund af politiets efterforskning er huset afspærret. De to børn fik kun lidt tøj med fra huset, da resten af deres ejendele indgår i efterforskningen”, skriver de tre familiemedlemmer på indsamlings-siden: www.mariafromjakobsen.dk. 

Marias familie har derfor måttet afholde udgifter til blandt andet vinterstøvler, overtøj, skiftetøj og mobiltelefoner til børnene. 

Dertil kommer udgifter til blandt andet psykologer og advokater samt betaling af dagtilbud, da der ikke længere er indtægter fra Maria og hendes mand.

”Kommunen har mildest talt ikke haft travlt med at bidrage økonomisk til varetagelsen af børnenes tarv efter Marias forsvinden”, fortæller de tillige.

Indsamlingens sekundære formål er at få mulighed for at betale dusør til den person, som kommer med en henvendelse til politiet, der leder til fundet af Maria. 

Eventuelt overskud går til en opsparing, som de to børn får udbetalt, når de fylder 18 år.

Andre artikler fra denne uge