Gratis tandpleje til socialt udsatte i Frederikssund Kommune

Gratis tandpleje til socialt udsatte i Frederikssund Kommune

Af Susanne Bettina Jørgensen Byrådsmedlem (A)
Ventevej 6, Skibby
 

Folketinget vedtog pr. 1. juli i år en ny lov om tandpleje for social udsatte borgere. Det betyder, at vi i Frederikssund kommune nu vil etablere en Socialtandpleje, som skal være beliggende sammen med Specialtandplejen på Slangerup Skoles Tandklinik. 

Det nye tilbud får sit eget venteværelse og er åbent i klinikkens almindelige åbningstid.

Vi har manglet sådan et tilbud til de mest sårbare borgere, som er mennesker, der har store sociale problemer – mennesker, der er gadehjemløse, benytter herberger og varmestuer, og som ikke er i stand til eller har meget svært ved at bruge eksisterende tandplejeordninger.  

Der er cirka 60 borgere i denne målgruppe, og de vil blive støttet via en tilknyttet kontaktperson, som bl.a. kan ledsage borgeren til tandplejen.  

Borgerne opsøges af Job- og Borgercentret – især af Rådgivningshuset og Ungekontakten.

Socialdemokraterne i Frederikssund er meget glade for, at vi nu omsider får dette tilbud. 

Vi har stor opmærksomhed på ulighed i sundhed, og særligt tandsundhed er vigtig for at man kan få sig et job og blive en del af fællesskabet. 

Desuden forebygger en god tandsundhed, at man bliver syg og får sygdomme som for eksempel lungebetændelse og andre infektioner og lidelser.

Social- og Sundhedsudvalget får en opfølgning på, hvordan det går med Socialtandplejen i juni 2021. 

Jeg vil som udvalgsformand følge tilbuddet tæt og er parat til at tage initiativ til at gøre tilbuddet mere fleksibelt i forhold til eksempelvis  placering og åbningstider, hvis det viser sig, at der er behov for dette.

Andre artikler fra denne uge