Destination Fjordlandet får adresse i Roskilde

Destination Fjordlandet får adresse i Roskilde
Morten Højsgaard, ROMU og Thomas Mahler, Destination Fjordlandet. Foto: INSP Med

FJORDLANDET: Destination Fjordlandet er navnet på det nye destinationsselskab, der fra nytåret skal gøre det attraktivt for turister og andre gæster at besøge Frederikssund, Lejre og Roskilde kommuner. 

Det handler om Danmarks historie, fællesskaber, fjordliv, store oplevelser og græs på knæene. 

Fjordlandet er samtidig en arbejdsplads – og den rykker nu fysisk ind på en særskilt etage i administrationsafsnittet hos museumsorganisationen ROMU på Munkebro 2 i Roskilde.  

Tæt dialog
Selvom Destination Fjordlandets sekretariat kommer til at ligge i Roskilde, så er det stadig den lokale tilstedeværelse og tætte dialog med alle samarbejdspartnere, som er i fokus. fortæller direktør i Destination Fjordlandet, Thomas Mahler. 

– Destination Fjordlandet arbejder dynamisk og har igennem de sidste to år pendlet mellem alle tre samarbejdskommuner, Lejre, Frederikssund og Roskilde. Den tætte kontakt og dialog med alle vores samarbejdspartnere er uundværlig i forhold til gensidig sparring, og til at kunne have fingeren på pulsen om, hvad der rører sig lokalt i hele Fjordlandet. 

– Den måde fortsætter vi med at arbejde på, og har eksempelvis  lavet aftaler med flere af vores samarbejdspartnere, hvor vi kan låne et skrivebord i perioder hen over hele året , blandt andet Rejsestalden i Jægerspris og Nationalpark Skjoldungernes Land på Ledreborg Slot.

Verdensarv i særklasse
Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard fra ROMU ser mange muligheder for de tre kommuner: 

– Egnen omkring Roskilde Fjord rummer enestående oplevelser, verdensarv i særklasse, unik natur, enestående kunst, dybe sagnfortællinger, attraktive handelsmuligheder og centrale bidrag til danmarkshistorien fra vikinger til festivaler og forbilledlig frivillighed. 

– Som en af de institutioner, der i forvejen arbejder på tværs af flere kommuner omkring fjorden, virker det helt oplagt at søge samarbejdet med Destination Fjordlandet om at tiltrække gæster til denne del af Kongeriget.

 

Fakta:
Destination Fjordlandet etableres med virkning fra 1. januar 2021. Der vil være seks faste medarbejdere tilknyttet fra januar.

Destination Fjordlandet har ansvaret for den fælles udvikling og markedsføring af turismen i de tre kommuner: Frederikssund, Lejre og Roskilde.

ROMU er en selvejende, statsanerkendt museumsorganisation med ti besøgssteder i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner. 

Museet har endvidere det nationale, kulturhistoriske ansvar for dansk pop, rock og ungdomskultur, ligesom museet fører tilsyn med fredede fortidsminder for ti sjællandske kommuner. 

Andre artikler fra denne uge