Af Inge Messerschmidt gruppeformand Dansk Folkeparti
På byrådsmødet skulle vi tage stilling til økonomien i forbindelse med opstarten af de almene boliger.
Det er nok ikke nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti ikke er helt så vilde med de almene boliger som visse andre.
Vi stemte imod flertallets beslutning, da vi skulle beslutte, hvilket scenarie der skulle arbejdes videre med.
Vi stemte imod, da der blev givet tilladelse til dispensationsansøgning til 10 etager på højhuset.
Dog stemte vi ja til den 8 punktplan, der afgiver rammen for den videre proces i Vinge og bl.a. beskriver rammen på 20.000 etagemeter for de almene boliger.
Grunden til at vi stemte nej til scenarie 4, på trods af at vi sagde ja til 8 punktplanen er, at vi ønsker at opføre de almene boliger i mindre etaper for bedre at følge behov og interesse, for ikke at ende ud med lejligheder der ikke kan udlejes og hvad deraf følger.
Nu er scenarie 4 vedtaget, og det holder sig inden for rammen af 8 punktplanens rammer på 20.000 etagemeter.
Vi får beskrevet at almene boliger i Vinge viser fremdrift og derved vil trække flere investorer til.
Og da Dansk Folkeparti ikke vil stå i vejen for udviklingen af Vinge, stemte vi ja til indstillingen i denne sag.