Af Jesper Wittenburg
og Kenneth Jensen (A)
Høringsmaterialet til budget 2021 er netop sendt i høring. Desværre fremgår det ikke tydeligt af materialet, der er lagt på kommunens hjemmeside, at det rettelig er borgmesterens oplæg til budget 2021.
Der kunne ikke i Økonomiudvalget opnås enighed om præcis, hvad der skulle med i materialet. Så derfor står borgmesteren alene bag oplægget.
Som socialdemokratiske medlemmer af Fritids- og kulturudvalget er det vigtigt at understrege, at vi heller ikke kan stå inde for oplægget i almindelighed, og de foreslåede besparelser på fritids- og kulturområdet i særdeleshed, da de vil ramme området hårdt.
For os er fritids-, kultur- og idrætslivet vigtige dele af vores kommune; det kit som binder den sammen, som gør den attraktiv og til et interessant sted at bo og leve.
Vi mener derfor, at man i stedet skal værne om og styrke vores fritidsmuligheder med fx Havnebadet, vores kulturliv via fx Willumsens Museum og vores idrætsliv med fx et nyt Maritimt center.
Vi vil opfordre jer alle til at læse materialet, deltage i borgermødet 16. september og ikke mindst indsende høringssvar senest 20. september.
Vi vil rigtig gerne høre jeres mening om borgmesterens høringsmateriale.