Der er behov for flere betjente

Der er behov for flere betjente
Foto Kim Matthai Leland

FREDERIKSSUND KOMMUNE: “Jeg fulgte med interesse dit pressemøde mandag den 24. august, som du holdt foran politistationen i Frederikssund”.

 “Jeg vil gerne indledningsvis kvittere for, at regeringen nu sætter fokus på at gøre politiet mere synligt og få betjentene tættere på borgerne. 

Men hvis nye ændringer i politistrukturen skal have effekt, skal det gøres ordentligt.

I 2018 nedlagde man udrykningsstationen i Frederikssund som følge af et udspil fra Nordsjællands Politis ledelse. I stedet blev stationen i Frederikssund hjemsted for en færdsels og hundeafdeling. Station Vest – som den hedder hos Nordsjællands Politi – har nu åbent fire timer fire dage om ugen – i alt 16 ugentlige åbningstimer.

Med ændringerne i 2018 mistede vi altså stationen i Frederikssund som udrykningsstation. Samtidig mistede vi de lokale betjente, der havde et indgående lokalkendskab, og som derfor ganske effektivt kunne forebygge kriminalitet eller foretage hurtige anholdelser af gerningsmænd her i området”.

”For mig som borgmester er det afgørende at borgernes tryghed og sikkerhed kommer i første række. Det sikres bedst ved, at man dels har betjente nok i Danmark til at varetage både udrykning, efterforskning, terrorbekæmpelse, trafiksikkerhed mv. Men også ved at betjentene fordeles på en måde, så de er knyttet til et lokalområde og synlige i gadebilledet.

Det har stor betydning for borgernes tryghed, at man ved, at der lokalt er betjente, som har kort responstid og stort kendskab til det område, de patruljerer i”. 

”Jeg kvitterer derfor for regeringens oplæg, men konstaterer, at det i min optik ikke er tilstrækkeligt. Mit råd til de politiske forhandlinger, der nu er i gang om regeringens udspil er derfor: Sørg nu for at få uddannet og ansat flere politifolk, og lav så dernæst en fast lokal bemanding på stationerne rundt omkring i landet – herunder naturligvis også i Frederikssund”.

”På den måde kan borgerne her i området – og i resten af Danmark – igen føle tryghed, fordi de har nærhed til lokale betjente, der kan forebygge ved at være synlige, og som kan rykke hurtigt ud, hvis det brænder på”.

Andre artikler fra denne uge