[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Conny Probst
SKIBBY: Hver onsdag mellem klokken 1030 og 11.30 bliver der spillet fodbold i Skibby IK på Hovedgaden 94.
Deltagerne er alle pensionister, og ingen har spillet fodbold før, fortæller træner Lis Ernborg Madsen.
– Vi er alle nybegyndere. Jeg kalder det ”leg med en bold”. Det giver en dejlig form for motion samtidig med, at det skaber en bedre sundhed og velvære at holde kroppen igang. Og ikke mindst det sociale.
”Fodbold for Hjertet”-holdet er et samarbejde mellem Skibby IK, Frederikssund Kommune og Hjerteforeningen.
– Lige fra den første spæde snak om fodbold 60+ for kvinder i Skibby har formanden, Thomas Haasum SIK, været med på ideen, med råd, samarbejde, vejledning og stillet faciliteterne gratis til rådighed.
– Det er et tilbud for ældre kvinder, der har lyst til at røre sig og gøre noget godt for deres sundhed. Alle kan være med, og der er plads til flere. Uanset forudsætninger.
– Det handler ikke om at være den stor boldkunstner, men om at hygge sig og have det sjovt sammen med gode holdkammerater, fortæller Lis Ernborg Madsen.
– Træningen er skånsom. Det vigtigste af alt er, at man har det sjovt sammen og kommer i form. Det er bare lidt sjovere med en bold ved fødderne.
Blodtrykket
Bevægelse er godt for både krop og sind, og motionsfodbold er et rigtig godt bud, hvis man skal i gang eller videre med motion, uden at det bliver hårdt og kedeligt.
– Motionsfodbold er god og varieret træning, som styrker både krop, kondi og knogler. Særligt har fodbold også vist sig effektivt i forhold til at sænke blodtrykket og øge hjertets funktionsevne. Men man vil sikkert opleve, at det bedste er sammenholdet og det gode fællesskab på holdet, siger træneren, der kan træffes på tlf. 2641 1082, hvis man vil høre nærmere.
Man kan læse mere om selve projektet på www.dbu.dk/fodboldforhjertet. [/vc_column_text][vc_single_image image=”43428″ img_size=”800×400 pixel”][/vc_column][/vc_row]