Blå Nat og NATUR´ligvis er aflyst

Blå Nat og NATUR´ligvis er aflyst

Jægerspris´ årlige kulturaften og byfest Blå Nat 5. juni samt Rejsestaldens kommende klima-, miljø- og naturfestival NATUR´ligvis 11.-17. maj aflyses som følge af COVID-19.

JÆGERSPRIS: – Det er superærgerligt. Men der er ikke andet at gøre end at aflyse Blå Nat, fortæller formand for Jægerspris Netværk, Søren Brøgger. 

– Det er simpelthen ikke sandsynligt, at vi kan samle så mange mennesker i starten af juni. Vi skal jo først og fremmest passe på hinanden. Når det er sagt, så kunne vi godt have brugt al den glæde og det store fællesskab både forberedelserne til og selve aftenen fører med sig. 

– Men både vi i Jægerspris Netværk og i Rejsestalden lover, at når vi vender tilbage fredag den 4. juni 2021, så bliver det med et brag af en Blå Nat.

Klimafestival
Ud over Blå Nat har Rejsestalden gennem længere tid forberedt en stor klima-, miljø og naturfestival, som skulle være løbet af stablen 11.-17. maj, og som blandt andre Jesper Theilgaard skulle have gæstet. 

Rejsestaldens leder, Anja Boe Manley, fortæller: 

– Vi havde set meget frem til festivalen. Blandt andet fordi det er lykkedes at få rigtig mange aktører til at bidrage med viden og aktiviteter til begivenheden, og det på den måde blev en festival med aktiviteter i store dele af kommunen. 

– Da det fortsat er uvist, hvornår Rejsestalden igen må fungere som kulturhus, er vi desværre nødt til at aflyse festivalen. Men vi glæder os rigtig meget til forhåbentlig snart igen at kunne tilbyde kultur og fællesskab.

– Og husk, tilføjer Anja Boe Manley afslutningsvis, at vi altid meget gerne vil have gode idéer til udvikling af vores kulturhus. Måske er der også nogen, der har gode idéer til, hvordan vi kan udfylde vores rolle som kulturhus i denne meget særlige tid. 

Hvis man har gode idéer, så skriv til: rss@frederikssund.dk

Andre artikler fra denne uge